Te af lindeblomster

Se her, hvordan du laver te af lindeblomster.
En lindeblomst. Foto: Malene Bendix.

Lidt om lind

I juni og juli måned blomstrer linden. Dens blomster er meget smukke. De dufter dejligt og er fulde af honning og supergode til te.
 
Mere om lindeblomster
Lindens blomster er er både han og hun på en gang. De er hvidgule og har 5 kronblade og 5 bægerblade - og en hel masse støvdragere og et støvfang i midten. Der er meget nektar i blomsten - og det tiltrækker bier og andre insekter. De bærer blomsterstøv (pollen) fra den ene blomst til den anden - og bestøver på den måde lindeblomsterne.
 
Blomsten sidder på et lysegrønt forblad, som ligner en vinge. Det virker også som en vinge. Når blomsten er blevet bestøvet og frugterne er udviklet og løsner sig i efterårs-vinden, så svæver de afsted på forbladet - tit i spiraler.
 

Sådan gør du

Linden blomstrer i juni og juli. Pluk lindeblomster, som lige er sprunget ud i en kurv eller skål. Tag bare hele blomsterklasen med blad.
 
Hæng en sytråd eller et stykke sejlgarn op, så det er spændt ud mellem to steder. Hæng lindeblomsterne til tørre på snoren.
 
Du kan også tørre dine lindeblomster ved at lægge dem på en tør avis et tørt sted.
 
Når lindeblomsterne er tørre efter 3 - 7 dage, piller du forbladet af og lægger de tørre blomster i en dåse.
 
Lav te af lindeblomster
  • 1 - 2 te-skeer tørret lindeblomst i en kop - evt. i et te-net.
  • Hæld 1/4 liter kogende vand over.
  • Lad teen trække i 5 - 10 minutter.
  • Drik din lindete ren - eller med honning og citron. Ammenam.
 
Lindeblomster
Lindetræets blomster sidder i en fin blomsterstand.
Foto: Malene Bendix.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.