Plant træer - for fremtiden

Hvilken betydning har træer for vores fælles fremtid? Undersøg hvorfor vi planter træer.
Børn og Træer - Plant træer for fremtiden

Kort om forløbet

Børn og Træer slutter her. Børnene er snart ikke børn længere, og træerne – de er efterhånden ved at være så store, at de kan klare sig uden deres hjælp. I forløbet her samler I vækstkurverne for træerne og børnene og snakker om, hvorfor det er vigtigt at plante træer.
 

Formål

  • at eleverne afslutter og evaluerer deres arbejde med det træ, de plantede for 6 år siden.
  • at eleverne får en fornemmelse af at deres træer rækker ind i fremtiden og påvirker miljøet og menneskenes liv.
  • at eleverne får en fornemmelse af, at de kan gøre noget i dag, som fremtidige generationer kan få glæde af.
     

Forberedelse

Det er ved at være slut. For sidste gang skal eleverne måle deres træ – og sig selv – og samle alle målingerne i kopiark 3. Forbered eleverne på det i klassen.
 
Træer for fremtiden
Men hvorfor er det egentlig, at vi skal plante træer? Brug tavlen og figuren i elevernes bog og gør sammen op, hvad træerne betyder for miljøet og for mennesker, dyr, jorden, luften, andre planter osv. Tal også om, hvad træerne betyder for vores fælles fremtid.
 
Læs Piet Heins digt i elevbogen sammen og tal om betydningen af at plante noget, der rækker ind i fremtiden. Er det kun træer man kan plante?
 
Du skal plante et træ
 
Du skal plante et træ
Du skal gøre én gerning
som lever når du går i knæ,
en ting som skal vare
og være til lykke og læ.
 
Du skal åbne dit jeg.
Du skal blive et eneste trin
på en videre vej.
Du skal være et led i en lod
som når ud over dig.
 
Du skal blomstre og dræ.
Dine frugter skal mætte
om så kun det simpleste kræ.
Du har del i en fremtid.
For den skal du plante et træ.
 
Piet Hein
 

Sådan gør du

Sidste måling
Eleverne måler deres træer og hinanden og skriver de sidste måleresultater ind på målearket kopiark 2. Hvad er der sket med eleverne i de 6 år? Hvad er der sket med træerne? Snak lidt om det.
 
Skriv digt til dit træ
Lad hver elev sætte sig under sit eget træ og skrive et digt eller et brev til træet. Det må gerne samle de sidste 6 års arbejde med træet. Hvad har eleven lært? Find evt. inspiration til arbejdet med forskellige enkle digte i undervisningsforløbet ”Naturlyrik” på www.skoven-i-skolen.dk.
 
Gå sammen rundt til alle elevernes træer et efter et og hør, hvad eleverne har skrevet til deres træer. Tag et billede af hver elev sammen med hans eller hendes træ.
 

Bearbejdning

Tegn vækstkurver
Eleverne samler årenes måleresultater i koordinatsystemet på kopiark 3. Hvad fortæller vækstkurverne om børns og træers vækst? Eleverne kan arbejde med spørgsmål til vækstkurverne på kopiark 103.
 
Eleverne sammenligner deres eget liv med træets liv. Tal eller skriv om forskellen på træer og mennesker. Tal om, at træerne rækker ind i fremtiden. Lad også eleverne afslutte deres dagbog eller skrive sidste dagbogsblad på kopiark 4 og evaluere hele forløbet på kopiark 5.
 

Baggrund

Du skal plante et træ
Det hele står egentlig i Piet Heins digt. At plante et træ er symbol på at gøre noget, der når ud over én selv. Det behøver ikke at være noget stort, men hvis hvert menneske gør det, han eller hun nu kan gøre for, at verden bliver et bedre sted at være, så rykker det i den rigtige retning. At plante et træ er et håndgribelig måde at gå i gang med at tage ansvar for fremtiden.
 
Vi håber, at eleverne gennem Børn og Træer har fået lyst til at bruge skoven, træet og naturen – og passe godt på det hele, for fremtiden.
 

Find mere viden

Link
Find mere viden om fremtid på www.skoven-i-skolen.dk. Kode: bt-fremtid og btl-fremtid.

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.