Lærkedal Naturskole
Tag på udflugt på Lærkedal Naturskole
Tag dit spejderhold eller skoleklasse med ud og overnat ved Lærkedal Naturskole. Der kan snildt ligge 30 mennesker rundt om bålet i bjælkehuset.
Stedet er helt primært beregnet til skoler, foreninger, børnehaver, spejdere og lignende, der tænker, at det kunne være sjovt at tage på tur, hvor alle sover i samme shelter med bålet i midten. Lidt som en kæmpestor tipi. Men samtidig er der lidt backup i forhold til bjælkehuset, hvor der er et “rigtigt” køkken, rigtigt toilet, en lille stue, hvor man kan sidde, og et enkelt værelse med 2 senge. Udenfor bjælkehytten findes et udekøkken.
På pladsen findes der ved siden af den store shelter, en lille “voksen”-shelter, hvis lærere, forældre osv. ikke vil sove i den store flok. I kan spise i det store madpakkehus, hvor der let kan sidde op til 30 mennesker. Det er dog offentligt og man vil kunne opleve, at I får besøg af andre. Ved siden af madpakkehuset går der en bro ud i søen - et skønt sted til både afslapning og undervisning. Der er også 2 offentlige muldtoiletter. Desuden ligger der en mountainbikebane og en disk-golfbane lige ved siden af.
Vær opmærksom på, at stedet ikke er en shelterplads, hvor man kan booke en enkelt overnatning til få personer eller lignende, men en lejrskole, hvor overnatning bare foregår i shelter i stedet for på sovesale.