Regenerativ udeskole - Lær for livet

Tanker og ideer til udeskole for fremtiden.
Danmark Planter - Pige løber med træer. Foto: Andreas B. Elkjær.

Baggrund

Vi lever i en tid præget af en række kriser, som lige nu udfordrer de planetære grænser. Klimakrisen og biodiversitetskrisen er alvorlige globale kriser, som truer os og fremtidens generationer af mennesker og medarter. I Danmark oplever vi samtidig hos børn og unge en trivselskrise, som delvist kan hænge sammen med den usikkerhed, som de store kriser skaber. Man får lyst til at lukke øjnene og holde sig for ørerne - og det er også det de fleste både børn og voksne gør. Men kriserne går ikke væk. Vi og fremtidens generationer kommer til at tage livtag med dem. Så hvorfor ikke gå i gang med at genopbygge? Med at regenerere?

I bogen "Regeneration" beskriver Sofie Isager Ahl den regenerative jordbrugsbevægelses motivation til at omlægge måden vi dyrker jorden med bl.a. disse ord:

"Jeg forstår de unge bønders bestræbelser omkring det regenerative landbrug som forskellige udtryk for et grundlæggende engagement i at overlevere betingelserne eller forudsætningerne for, at liv kan finde sted. Og med liv mener jeg livsformer i generel forstand - menneskelige eller ej. En regenerativ proces skal således ikke forstås som en "færdig" og "afsluttet" proces, men snarere som en åbning eller en stræben."

Behov

Der er behov for at vågne op til kriserne, at give dem opmærksomhed og lade dem præge vores handlinger. Vi skal ikke bilde os selv eller andre ind, at vi kan løse dem med et snuptag. Men vi kan udvikle en følsomhed over for dem, arbejde med dem og handle på dem fysisk og teoretisk i fællesskaber. Det vil forandre os - og trin for trin også verden.

Regenerativ udeskole

Regenerativ udeskole skal tilbyde grundskolens børn og unge værktøjer til at indgå i den proces - i børnehøjde. Formålet er, at give børn og unge lyst, følsomhed, retning og mod til at blive en del af forandringen, ved at tage de kriser alvorligt, som truer deres fremtid. Formålet er også, at børn og unge via regenerativ udeskole arbejder direkte - både fysisk og teoretisk - med at genopbygge verden i det små og i det store. Et aktuelt omdrejningspunkt er Grøn Trepart, som lige nu og frem til 2045 åbner mulighed for at skabe et grønnere Danmark. Det kunne være via det nye Center for Børn og Natur, som netop har sat signaturprojekt 3: Børn og unge i fremtidens landskaber i søen. Eller via "Danmark Planter", som Skoven i Skolen og Naturstyrelsen forhåbentlig finder fuld funding til at sætte i søen. Og der er også masser af andre spændende projekter på vej for skoler ude i kommuner og på naturskoler.

Planetære grænser

Vores samfund skal gennet et nåleøje. Alting skal tænkes om, for at vi som globalt samfund kan holde verdens forbrug indenfor de planetære grænser. Hvis vi skal nærme os den form for grøn omstilling, er der behov for alle fag og alle evner. Regenerativ udeskole kan være et meningsfuldt hjul for læring, som giver børn og unge lys til at bidrage til grøn omstilling med den faglighed, de hver især vælger. 

Regenerativ udeskole

Tankerne om regenerativ udeskole er til debat og kun på vej. Nu tillader jeg mig at dele dem her. Hvem ved, måske kan de blive udviklet og taget videre i mange retninger. 

Med regenerativ udeskole håber vi:

  • At arbejde med de store kriser i børnehøjde
  • At handle, genopbygge, forandre - og blive forandret
  • At lære for livet - både for alt levende og for vores egne liv
  • At lære i fællesskaber - med hinanden og alle andre væsner
  • At åbne os, at drømme, lytte, skabe nye billeder og veje for femtiden.

Model

Her er udkast til en model, som jeg har tegnet med tush. Måske kan den formidle og samle nogle af tankerne.

Regenerativ udeskole. Model: Malene Bendix.

1: Fortid krydser fremtid i nuet. Her er vi. Vi er de levende. Alle andre er enten døde eller ikke født. Vi er de eneste, som kan tænke, handle, føle, tage ansvar, arbejde og drømme for en fælles fremtid indenfor de planetære grænser.

2: Når vi arbejder fysisk og empatisk med genopbyggende udeskole-aktiviteter - fx når vi planter et træ - så virker det tilbage på os selv. Vi vil arbejde kropsligt og teoretisk for at genopbygge verden. Det vil sikkert forandre os.

3: Alting hænger sammen. Vi vil forbinde os med naturen, mennesker, andre arter og verden i åbne fællesskaber. 

4: Vi vil leve i naturen og i verden, som den er - og lære af den. Udenpå og indeni. Fx ved at følge årets gang. 

5: Vi er mennesker. Vi må leve i den tid vi lever i med empati, indlevelse og omsorg for medmennesker, for medarter, for fællesskabet og for de, som kommer efter os.

6: Regenerativ udeskole - måske en model.

Teori og tanker bag

Tankerne om regenerativ udeskole bygger på:

Artiklens oprindelse

I 2025 gik vores søn William på Den regenerative jordbrugsskole. Jeg læste lidt af de spændende teorier bag og læste lidt grøn samfundsteori, læste om biodiversitets- og klimakrise, læste udeskoleteori - og så kom ideen til modellen. Nu har det ligget på min hylde halvandet år - og nu tillader jeg mig at lægge det op i den her blog som en luftig ide. Måske kan andre inspireres af tankerne - og tage dem videre.  

Alle skribenter