Nationalpark Vadehavet
Flyt din undervisning ud i Nationalpark Vadehavet
I Nationalpark Vadehavet kan du opleve millioner af trækfugle, gråsæler og spættede sæler, østers, sort sol, et landskab i evig forandring samt enorme arealer havbund, der tørlægges to gange i døgnet.
Nationalpark Vadehavet er et helt enestående marsk- og tidevandsområde, et specielt dynamisk landskab og økosystem. Det er vitalt både som rasteområde for millioner af trækfugle, som yngleområde for fugle og som opvækstområde for fisk og havpattedyr. Området har en rig kulturhistorie med bl.a. landvinding og digebyggeri.
Nationalparken arbejder for at bevare, styrke og udvikle naturen, landskabet, de geologiske værdier og områdets kulturhistorie, samt at styrke muligheden for at opleve netop disse natur- og kulturværdier. Det kan du læse meget mere om på Nationalpark Vadehavets hjemmeside.
Tilbud til skoler og daginstitutioner
Mit Vadehav er Nationalpark Vadehavets officielle undervisningsportal, udviklet i samarbejde med Vadehavets Formidlerforum. Mit Vadehav tilbyder gratis undervisningsmaterialer til skoler og ungdomsuddannelser samt aktivitetsbeskrivelser til børnehaver.
I undervisningsportalen kan du finde opgaver til daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser. Her er nogle eksempler på, hvad du kan finde af opgaver:
- Grav sandorm og børsteorm for daginstitutioner. Den ellers golde vadeflade er fuld af liv. De to beboere, sandormen og børsteormen (frynseormen) er gode til at vise dyrenes livsbetingelser, livsfunktioner og tilpasninger til livet i vadefladen. Opgaven består af en forberedelsesdel hjemme i børnehaven og derefter en tur til vadefladen.
- Vadehavet kan spises - syltet strandarve for 0. - 7. klasse. Lad eleverne få øjnene op for planterne ved Vadehavet ved at tage smagssansen i brug. I denne opgave lægges der op til et besøg ved Vadehavet kyst, hvor I sanker strandarve og efterfølgende sylter den i madkundskabslokalet. Strandarve har en mild smag af agurk og salt. Den kan syltes ligesom agurk og bruges på leverpostejsmaden, i en burger eller oven på en hotdog.
- Dissekér en stillehavsøsters for 7. - 10. klasse. Hør om stillehavsøsters tilstedeværelse i Vadehavet og bliv guidet igennem en østersdissektion, når naturvejlederen trin for trin viser og fortæller om østersens anatomiske opbygning.
Det er også muligt for alle klassetrin at tage på lejrskole i Nationalpark Vadehavet. Det kan du læse mere om på Nationalparkens hjemmeside.