Salvadparken - et blåt klasseværelse
Besøg Salvadparken med klassen
Salvadparken er både en lejrplads og et blåt klasseværelse i Nationalpark Skjoldungernes Land. Her er to gode shelters, hvoraf et er handicapvenligt. Her er borde-bænkesæt, muldtoiletter - og stier som via broen over Hove Å løber ud til fjordkysten.
Grejkasse
I Salvadparken finder du en grejkasse med grej til undersøgelse af fjorden. Se hvad der er i kassen og hvordan du booker den i højre side.
Tidsspiral med jordens og livets udvikling
I Salvadparken har Nationalpark Skjoldungernes Land etableret et geologisk undersøgelsessted. Det består af en tidsspiral, som viser jordens og livets udvikling. I forbindelse med tidsspiralen har vi stillet en samling af sten, som passer med forskellige tidsperioder. Det hele er lige til at klatre og lege på.
Blåt klasseværelse for alle fag
Salvadparken kan fungere som et blåt klasseværelse for alle skolens fag. Tag ud og besøg stedet - og undersøg, hvordan du kan bruge det i din undervisning.