Syvstjernen Økobase

Tag ud til Syvstjernen Økobase og lær i naturen.

Lidt om Syvstjernen Økobase
Syvstjernen er en økobase med 7 shelters på 4 x 2,5 m, hvor 40 personer kan overnatte. Shelterne ligger omkring en bålplads med bænke og et naturtoilet i nærheden.

Pladsen er åben for alle både til overnatning og hygge omkring bålet. Det er et dejligt sted at tage på udflugt for skoler og børnehaver. I kan reservere plads gennem Naturstyrelsens booking-hjemmeside og I kan også tage kontakt til Naturstyrelsen Sønderjylland, hvis I vil have naturvejledning eller anden undervisning udefra. 

Skoven omkring Syvstjernen er en spændende og bakket løvskov. Ud over det varierede skovlandskab er der indenfor en kilometer både vandløb, søer og overdrev. I kan bruge Syvstjernen som udgangspunkt for undervisningsforløb i de fleste skolefag. 

Vær opmærksom på, at der ikke er adgang til vand og mulighed for at komme af med skrald. 

Læs mere om stedet på naturstyrelsen hjemmeside.

Praktisk information
Pladsen ligger ca 400 meter inde i skoven overfor FDF lejrpladsen E´Arnstej på Ravnsbjergvej 8 mellem Gråsten og Kværs. Man kan gå eller cykle till pladsen ved at benytte stien overfor E´Arnstej. Det er ikke tilladt at køre bil i skoven - heller ikke for blot at aflevere noget på Syvstjernen. Har man større mængder gods kan det evt. transporteres på en trækvogn.

P-pladsen ved E´Arnstej kan benyttes, men kun på hverdage mellem kl 7 og 17. Nærmeste skovparkering, hvor man kan holde om natten og i weekenderne, ligger 700 meter længere mod vest ad Ravnsbjergvej. Herfra er der ca. 1 km ad skovvej til Syvstjernen (Hundsbjergbækvej).