Kartofler i trylledej

Sådan laver du kartofler over bål uden gryde, rist, spyd eller sølvpapir - men med trylledej
Pak dine kartofler ind i trylledej, før du bager dem i bålet. Tegning: Eva Wulff

Lidt om kartofler i trylledej

Da jeg var lille og var på tur i skoven, lavede vi en masse mad over bål. Vi tænkte os ikke særligt godt om, og derfor brugte vi sølvpapir til at lave mad i. Det var så let - alt kunne bare hakkes i små stykker, og kommes i en sølvpapirspakke med smørklat i og så op på bålet.

Det der med sølvpapiret var ikke så fikst for vi brugte en masse af det, og så smed vi det bare væk bagefter. Der stod altid en stor sort skraldesæk fyldt med sølvpapir op ad et eller andet træ. Og den skulle man slæbe med sig hjem efter sådan en lejrtur. Det var også spild af aluminium som er det metal sølvpapir bliver lavet af.

Derfor prøver vi her at bruge enten gryder, rist og pande - som kan genbruges i det uendelige – eller som i denne opskrift – trylledej der kan beskytte maden mod ilden mens den bages.
 

Sådan gør du

  • Lav et godt glødebål, og lad det brænde ned til gløder.
  • Bland 2/3 mel med 1/3 salt med vand så det bliver til en stiv dej.
  • Vask kartoflerne, og læg et 1 centimeter tykt lag af trylledej udenpå hver enkelt kartoffel.
  • Læg kartoflerne på et tykt lag gløder, og dæk dem med gløder.
  • Kartoflerne skal bage cirka en time.
  • Spis kartoflerne med urtesmør og salt.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.