11. november 2026

Udeskole for Alle

Nye inspirationsmaterialer skal gøre udeskole til en mulighed for flere elever.
Udeskole for Alle - Drenge undersøger sø. Foto: Marianne Hald.

Udeskole med fokus på børn med ADHD og ASF

Hvordan kan man tilrettelægge undervisning uden for klasselokalet og skabe nye muligheder for elever med ADHD og autismespektrumforstyrrelser? Nye gratis inspirationsmaterialer giver lærere og pædagoger konkrete råd samt deler praksiserfaringer og 23 undervisningsaktiviteter og -forløb, der skal gøre det lettere at arbejde med udeskole i både almen- og specialundervisningen.

Udeskole er blevet en udbredt undervisningsform i den danske grundskole og har også vundet indpas på specialområdet. Men hvordan tilrettelægger man god udeskole for elever med ADHD og autismespektrumforstyrrelser (ASF), som kan have særlige behov for struktur, forudsigelighed og fleksible deltagelsesmuligheder?

Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for det treårige forsknings- og udviklingsprojekt Udeskole for alle!, som nu udgiver inspirationsmaterialet "Verden som klasserum – Udeskole for elever med ADHD og ASF".

Materialet bygger på forskningsbaseret viden og erfaringer fra lærere og pædagoger, der arbejder med udeskole i praksis. Målet er at gøre det lettere for flere skoler at komme i gang med udeskole eller videreudvikle deres eksisterende praksis.

Nye muligheder for læring og deltagelse

Udeskole handler ikke blot om at flytte undervisningen ud i naturen. Det handler om at bruge skolens omgivelser som en aktiv del af undervisningen og derved skabe flere måder, hvorpå elever kan lære, bidrage og være en del af fællesskabet.

For nogle elever kan de nye rammer bringe andre kompetencer og interesser i spil end dem, der kommer til udtryk i klasselokalet. Samtidig stiller udeskole særlige krav til forberedelse, struktur og pædagogisk tilpasning.

– Vi har mødt lærere og pædagoger, som oplever, at elever, der har svært ved at finde deres plads i den almindelige klasseundervisning, er glade og kan deltage og bidrage på nye måder, når undervisningen flyttes ud. Men udeskole er ikke nogen mirakelkur. Det kræver, at vi tager elevernes forskellige behov alvorligt og skaber trygge, meningsfulde rammer for deres deltagelse. Det er den viden og de erfaringer, vi gerne vil give videre, siger Marianne Hald, projektleder og lektor ved Professionshøjskolen UCN.

Fra inspiration til konkret undervisning

Det nye materiale giver både en faglig introduktion til udeskole og konkrete anvisninger til, hvordan lærere og pædagoger kan planlægge, gennemføre og følge op på undervisning uden for klasselokalet.

Her er blandt andet gode råd om faste rutiner, valg af undervisningssteder, transport, forberedelse af eleverne og fleksible måder at deltage på.

Materialet indeholder desuden 23 konkrete aktiviteter og længere undervisningsforløb. Eleverne kan f.eks. arbejde med matematik i skoven, finde ordklasser eller undersøge smådyr i skolens nærområde, lære om affaldssortering, holde fødselsdag i trygge rammer eller gå på opdagelse i skolens lokalområde.

Aktiviteterne viser, hvordan faglig undervisning kan kombineres med praktiske erfaringer, bevægelse, samarbejde og personlig udvikling.

Selvom materialet særligt er udviklet med fokus på elever med ADHD og ASF, er de konkrete erfaringer og pædagogiske principper også relevante for undervisning af elever med andre forudsætninger. Det gør materialet anvendeligt i både specialklasser, NEST-klasser og almenklasser.

Gratis materialer til alle skoler

Materialet er frit tilgængeligt og består af tre dele:

  • Inspirationshæftet Verden som klasserum – et uddybende hæfte med viden om udeskoledidaktik, specialpædagogiske perspektiver og erfaringer fra praksis.
  • PIXI-hæftet Verden som klasserum - 32 sider med de vigtigste råd og opmærksomhedspunkter til det praktiske arbejde.
  • 23 aktiviteter og undervisningsforløb - eksempler der kan bruges direkte eller tilpasses den enkelte klasse.

Alle tre materialer kan downloades gratis på Center for Børn og Naturs hjemmeside.

Materialerne findes desuden i trykte udgaver i begrænset oplag, som uddeles på møder og konferencer. De kan rekvireres af skoler og forvaltninger til uddeling blandt medarbejdere, så længe lager haves, ved henvendelse til Marianne Hald, mrh@ucn.dk.

Om projektet Udeskole for alle!

Udeskole for alle! er et treårigt forsknings- og udviklingsprojekt (2024-2026), der har undersøgt, hvordan udeskole kan tilrettelægges for at styrke deltagelsesmuligheder, faglig og social inklusion samt personlig udvikling blandt elever med ADHD og ASF.

Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCN, Professionshøjskolen Absalon og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Region Hovedstaden.

Udviklingen af materialerne er sket i tæt samarbejde med lærere og pædagoger fra skoler i Nordjylland og på Sjælland, som har bidraget med erfaringer, observationer og konkrete undervisningsforløb.

Projektet er støttet af 15. Juni Fonden, Helsefonden og Center for Grundskoleforskning.

Læs mere og hent materialerne gratis på Center for Børn og Naturs hjemmeside.

Pressekontakt

Marianne Hald, lektor, professionshøjskolen UCN, mrh@ucn.dk.

Sidste nyt

Viser  ud af