Liljekonval (Convallaria majalis)

Her kan du læse om liljekonval - en af forårets smukkeste blomster.
Liljekonval
Klik på det, du har lyst til læse om:

Blomst og blad

Liljekonval er en lille flerårig urt, som blomstrer i maj og juni måned. Du kan finde den i lyse skove på både muld og og på tør og mager mor-bund. Og den er værd at lede efter. Liljekonvallen er utrolig smuk og dufter dejligt. Den bliver mellem 15 og 20 cm høj.
 
Blade
Liljekonval har to store blade, som er det man kalder elipse-formede. Du kan finde dem om foråret, før planten blomstrer.
 
Blomst
Liljekonvallens blomster er snehvide og ligner små klokker. De sidder på den ene side af en stængel uden blade som en langstrakt klase. Prøv at dufte til en blomst. Den dufter som en parfumeflaske og tiltrækker bestøvere.
 
Liljekonval blomstrer i maj og juni.
 
Jordstængel
Majblomst har en underjordisk stængel. Planten breder sig bl.a. ved, at stænglen kryber under jorden og sender nye skud op.
 
Liljekonval - hele planten
Liljekonval. Se de elipseformede blade.
Foto: Malene Bendix.
 

Frugt og frø

Liljekonval sætter røde bær, som er meget giftige. Du må hverken spise dem eller planten. Du kan finde bærrene om efteråret. 
 

Familie

Liljekonval er en del af liljefamilien. Det kan du bl.a. se på bladene, som har bladnerver der løber på langs af bladet.
 

Levested og udbredelse

Liljekonval er en almindelig blomst i Danmark. Den vokser på både muld og mager morbund i lyse skove og krat - på steder hvor der er halvskygge. Planten er så smuk, at mange mennesker også planter den i deres have.
 
Du kan også finde liljekonval i Norden, i Europa og i Asien.
 

Hvad kan du bruge liljekonval til

Buketter
Liljekonval er en af skovens meget smukke planter. Pluk den i buketter og sæt dem i din stue - så spreder de deres fine duft. Husk at lade mange af blomsterne stå.
 
I gamle dage plukkede fattige mennesker buketter af liljekonval og solgte dem på torvet sammen med kranse af skovmærke.
 
Tårer
Der er et sagn som fortæller, at en lille dreng så, hvordan soldaterne slog Jesus, før han skulle hænges op på korset. Drengen græd og bad soldaterne slå ham i stedet for. Soldaterne jog ham bort, men der hvor hans tårer faldt, der spirede liljekonvaller frem.
 
Digte
Og digterne har skrevet om den smukke liljekonval:
 
Her skal de findes
i højskovens haller
hvor duerne kurrer
langs tilgroede stier
og råen står rolig
mens lammet dier
 
Vi skælver og standser,
måske er vi døde
da mærker vi duften
der slår os imøde.
Skovalfers ånde
den evighedsklare,
konvalduft... så ville
dog underet vare.
 
(Valdemar Rørdam)