På opdagelse i vores natur

Børnehæftet "På opdagelse i vores natur" er på én gang en historie om naturens alfer, det er naturhistorie, hvor dyr og planter fortæller deres egne historier - og så er det et samlehæfte om biodiversitet.
Forside af børnehæftet På opdagelse i vores natur. Tegning: Eva Wulff.

Kort om "På opdagelse i vores natur"

Børnehæftet "På opdagelse i vores natur" er på en gang en børnehistorie om en alf, der er blevet væk - et samlehæfte, som børn kan bruge til at lære dyr og planter at kende med - og en fortælling om dyr og planter og livet i vores fem mest almindelige naturtyper:

  • Skov
  • Kyst og hav
  • Sø og å
  • Åbent land
  • Bynatur

Læs højt og gå ud

På opdagelse i vores natur handler om alfen Alf, som sidder og græder på en fortovskant. Alf er faret vild og har mistet sin natur. Børnene Mona og William finder Alf, og sætter sig for at hjælpe ham tilbage til sin natur. Alf kan forstå, hvad alle dyr og planter siger - og sammen med ham besøger børnene skoven, søen og åen, havet, det åbne land og byens natur og lytter til dyrenes og planternes fortællinger. På turen møder de andre alfer - og en masse dyr og planter, som fortæller om sig selv.

Hæftet er egnet til oplæsning for de mindste børn i daginstitutionerne. I skolen vil børn fra 2. klasse vil kunne læse dele af hæftet selv. 

I kan tage hæftet med ud - og bruge det som samlehæfte, hvor børnene kan sætte krydser, når de møder nogle af de almindelige dyr og planter, som fortæller om sig selv i hæftet.

Hæftet giver også et overblik over, hvordan Danmarks areal er fordelt på de forskellige naturtyper, på landbrug, byer, veje osv. Så der er også noget for de voksne.

Udgivelse

På opdagelse i vores natur blev udgivet i 2000 i forbindelse med kampagnen VORES NATUR, som Naturstyrelsen, DR, Friluftsrådet og mange andre stod bag.

Hæftet er oplagt at bruge til udeskole i dansk og natur/teknologi.