Boldlege - Spil op ad mur

Her er en sjov boldleg, som passer perfekt til skolegården. I skal bruge hver sin lille bold - og en mur uden for mange vinduer.
Bolde på størrelse med tennisbolde. Foto: Malene Bendix

Kort om bold op ad mur

Her er en sjov boldleg - som passer så godt til foråret, men kan spilles på alle tider af året. I spiller med hver sin lille bold op ad en mur. I skiftes - og bliver supergode til at kaste og gribe. Du kan øve dig alene - men den er sjovest, når I er flere, som kan hjælpe hinanden. Se reglerne nedenfor. 

Sådan gør du

I skal bruge en mur uden for mange vinduer - og en lille bold hver på størrelse med en tennisbold. I kan bare have en bold med hver i skoletasken.

Reglerne er ret lette. I skiftes til at spille jeres bold op ad en mur efter nogle regler, som kommer nedenfor. Mens én er i gang, kigger de andre med - og lurer på, hvordan han/hun gør.

Der er 10 måder at skyde bolden op ad muren på. Den skal gribes hver gang med begge hænder - og uden at have været i jorden. 

Den første starter med regel 1, så 2, så 3 - til han/hun fejler. Og så er det den næstes tur.

Regler fra 1 til 10

  1. Skyd bolden med underhåndskast op ad muren - og grib den igen.
  2. Skyd bolden med overhåndskast op ad muren - og grib den igen.
  3. Skyd bolden op ad muren - kryds armene foran brystet, så hænderne ligger på begge skuldre - og grib bolden igen.
  4. Skyd bolden med højre hånd under højre ben - op ad muren - og grib den igen. 
  5. Skyd bolden med venstre hånd under venstre ben - op ad muren - og grib den igen.
  6. Skyd bolden op ad muren. Klap foran maven. Klap bagved ryggen. Og grib bolden igen.
  7. Skyd bolden med højre hånd bag om ryggen - op ad muren - og grib den igen.
  8. Skyd bolden med venstre hånd bag om ryggen - op ad muren - og grib den igen.
  9. Tag bolden om på ryggen. Buk dig ned - og skyd den over din ryg op på muren. Ret dig op og grib bolden igen. (Åh den er svær).
  10. Vend dig om, så du står med ryggen til muren. Skyd bolden op ad muren. Snur rundt, så du vender næsen mod muren - og grib bolden igen.

Det er svært - tit kommer man ikke op til 10. Men så venter man på sin tur, mens de andre spiller en efter en - og prøver en gang til. Hvis nogen kommer op til 10 er det super flot. 

Hjælp hinanden

Man konkurrerer mest med sig selv. Men man bliver bedre ved at kigge på de andre. Det er en rigtig god ide at skiftes - så kan man også hjælpe hinanden og give gode råd. 

Der findes garanteret også andre regler - spørg din mor om hun kan huske sine. Skriv til Skoven i Skolen, hvis I har nogle gode - så kan vi lægge dem ind her også.

Bolde i kurv. Foto: Malene Bendix.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.