5. maj 2014
I luften
Nyhedsbrev fra Skoven i Skolen og Udeskole.dk fra 5. maj 2013.
Kære Læser
Så er vi i luften med en splinterny hjemmeside, som samler Skoven i Skolen og Udeskole.dk. Vi har i samarbejde med webbureauet Kathart taget det bedste fra de to gamle sites – og kombineret dem med internettets muligheder anno 2014.
ALLE PLATFORME
Det nye site går i første omgang i luften i en desktop version – men da hjemmesiden er programmeret i såkaldt responsive design, vil hele molevitten indenfor få uger kunne krølles sammen og tages med i lommen på mobilen – eller bruges på Ipads og tablets.
KLODE
Informationsarkitektonisk er det svært at arbejde med responsive design. Alt skal tænkes i kvadratiske systemer, som kan pakkes om. Vi har forsøgt at kombinere denne quadratish, practisch, gut tankegang med en bort af liv i grafiker Rasmus Klits finurlige streg – og det er der kommet noget klodeagtigt ud af, som vi håber, understreger de forskellige læringsarenaer, vi arbejder med på sitet: Skov, Kyst og hav, Sø og å, Åbent land og By og kultur.
UDEIDEER TIL ALLE FAG
På hjemmesiden kan du finde mange materialer fra de to gamle hjemmesider – og en del nye også. Alt er kigget kritisk igennem – noget er smidt ud – og resten er sat op med fotos og vil i løbet af året her blive suppleret af flere nye materialer.
Du kan fx finde:
- Aktiviteter: Ideer til udeaktiviteter for børn og voksne
- Undervisningsforløb: Faglige udeforløb for alle fag og alle klassetrin
- Leksikon: Viden om dyr og planter for børn og voksne
- Årstidshjulet: Et ide og planlægningsværktøj for børn og voksne
- Viden om udeskole: Alle artikler fra Udeskole.dk
- Kort
- Brugernes materialer: Del ideer og undervisning
- Mennesker og steder I kan besøge
- Foto og Film: Gallerier med fotos af dyr og planter – og med tiden film.
- Quiz: Quizzer om dyr og planter
- Blogs: Kloge udeskolefolk skriver
- Nyheder: Om udeskole og stedbaseret læring
- Kalender: Møder, seminarer, konferencer osv.
- UdeskoleNet: Info om foreningen
- Og meget andet
PRÆCIS SØGNING - OG MASSER AF INSPIRATION
Inspireret af rejsebranchen har Kathart udviklet et effektivt søgeværktøj, som gør det let at søge og filtrere sig frem til det meste. Samtidig har vi forsøgt at lægge en række inspirerende lag ind via illustrationer – og ved at alle artikler er tagget sammen med forskellige nøgleord.
KORT
Kortet må lige have et par ord med på vejen. Det kan to ting:
- Mennesker og steder
Via kortet ”Mennesker og steder” kan skoler finde udeskoler og andre hjælpere i lokalområdet. Vi inviterer grupper og organisationer til at sætte deres tilbud til skoler på kortet. Man kan selv skrive sit tilbud ind via en formular – og så lægger vi det ud. Indtil videre har Danmarks Jægerforbunds naturformidlere sagt ja tak, sammen med en række Grejbanker, som låner udstyr ud til friluftsliv.
Vi håber at mange Naturvejledere også vil lægge deres tilbud ud på kortet – og vi har tilsagn fra Biavlerforeningen om, at de også har lyst til at få sat prikker på. Andre grupper og organisationer er meget velkomne til at komme på kortet.
- Brugernes materialer
Via kortet ”Brugernes materialer” kan alle som har lyst dele deres ideer til ude-aktiviteter og faglige udeforløb lokalt og over hele landet. Skriv din ide ind i en formular, knyt den til et sted på kortet – og send den til os. Så lægger din ide ud på kortet, så dine kolleger, naboskoler – og alle andre i Danmark kan få glæde af den.
Vi håber at vi via kortet hurtigt og let kan dele nye ideer – og dermed udvikle udeskole over hele landet.
KÆMPE MÅLGRUPPE
Med den nye hjemmeside forsøger vi at samle udeskolens aktører: Skolebørn, unge, lærere og pædagoger. Materialer og ideer kan også bruges af studerende og undervisere på lærer- og pædagoguddannelser – og af forskere, naturvejledere, kulturformidlere og andre fagpersoner, som arbejder sammen med skoler om udeskole og stedbaseret læring. Familier, organisationer, spejdere, børnehaver og bedstemødre også velkomne til at hente og bruge ideer og materialer.
NYHEDSBREV
Vi samler nu vores to nyhedsbreve i et pænt et, som kommer hver omtrent 14. dag og samler udeskolens teori med årstidsrelevante ideer til praksis.
TO NAVNE
Du kan finde det nye site på både www.skoven-i-skolen.dk og www.udeskole.dk. Vi har valgt at beholde begge domæner og at hedde ”Skoven i Skolen og Udeskole.dk”, fordi skoven er vores fundament og bagland – og udeskolefolket er vores brugere.
STØTTE
Den nye hjemmeside er støttet af Nordea-fonden, Undervisningsministeriets Tips og Lottomidler og 15. Juni Fonden. Tusind tak.
UDVIKLING AF UDESKOLE
Skoven i Skolen har siden projektstart i 1999 været en del af udviklingen af udeskole i Danmark. Udeskole støttes heldigvis i dag fra mange sider. Undervisningsministeriet og Miljøministeriet har netop igangsat et 3-årigt projekt, som skal sætte 65 demonstrationsskoler i gang og indsamle viden om udeskolens pædagogik og virkning.
Vi håber at den nye hjemmeside kan give skoler masser af konkrete ideer til, hvad udeskole kan være – og at brugerne vil gribe muligheden for at dele og diskutere nye ideer og metoder, så den gode udeundervisning der udvikles i Gedser, hurtigt kan bruges i Skagen. Hovedformålet for os er, at mange børn får mulighed for at blive undervist ude i natur og kultur omkring skolen.
God tur ud i virkeligheden!
Med venlig hilsen
SKOVEN I SKOLEN OG UDESKOLE.DK
Malene Bendix (koordinator) og Alex Møllbach (webmaster)