20. december 2024

Glædelig jul fra Skoven i Skolen

Julehilsen fra Skoven i Skolen.
Egeblad i sne. Foto: Malene Bendix

Kære Alle

Vi fra Skoven i Skolen ønsker alle glædelig jul - og takker for utrolig mange gode samarbejder i året der gik. Det er en kæmpe glæde.

Det store projekt med at revitalisere hjemmeside og forankring er ved at være gennemført, sammen med udvikling af et nyt natursyns-spil og tema, som er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Jægerforbund og en lang række organisationer med forskellige natursyn - og et nyt stort materiale om biodiversitet, der udarbejdes i samarbejde med Naturvejledning Danmark. Som en del af genopbygningen fik vi også mulighed for at huse Havet i Skolens hav af materialer. Tak til alle parter - og til Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Udlodningsmidler for Friluftslivet, som gjorde det hele muligt.

25 års jubilæum

1. december fyldte Skoven i Skolen 25 år. Vi er glade og stolte over den udvikling mod mere udeskole i Danmark, som Skoven i Skolen i samarbejde med mange gode kræfter fra mange forskellige fagfelter, har været med til at understøtte i et kvart århundrede. Udviklingen giver mange børn mulighed for at lære og være i naturen og kulturen i skolens nære omgivelser, med de store fordele undervisning i det fri har for børns læring, sundhed og livsglæde. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet - og tager gerne et kvart århundrede til.

Tak for forankring

Skoven i Skolen er i dag forankret i fire af de fem danske nationalparker: Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Nationalpark Skjoldungernes Land. De fire nationalparker skaber et solidt fundament for Skoven i Skolens basisdrift - og nationalparkerne skal have en helt særlig tak for at huse og lægge ryg til det landsdækkende undervisningsprojekt, hvis hjemmeside her ved nytårstide tæller omkring 1.26 millioner årlige besøg.

Tak til Følgegruppen

Skoven i Skolen er også forankret i en bred og fagligt stærk følgegruppe. Tusind tak til alle følgegruppemedlemmer og organisationerne bag for at bidrage til projektet med viden og indsigt. Vi glæder os til samarbejdet i året, der kommer.

Udeskole og naturdannelse

De sidste år er børns naturdannelse sat på dagsordenen af Center for Børn og Natur og Friluftsrådet. Den 24 - 25. april inviterer UdeskoleNet og Skoven i Skolen i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og Københavns Kommune til forårsmøde i UdeskoleNet. Netværksmødet foregår på Kattinge Værk ved Roskilde. Temaet er "Udeskole og naturdannelse" - og man kan glæde sig til et spændende program bestående af både oplæg og praktiske workshops. Program og tilmelding kommer i starten af det nye år. Her er en skitse. Hvis du vil holdes orienteret, så skriv til Malene på maben@nst.dk:

FREDAG
8.30: Ankomst og morgenbolle
9.00: Velkomst ved Karen Barfod, Anja Liebermann fra Kattinge Værk og Malene Bendix fra Skoven i Skolen og Nationalpark Skjoldungernes Land
9.30: Oplæg: Udeskole og Naturdannelse ved Søren Præstholm, Center for Børn og Natur
10.15: Pause
10.30: Workshops 1: 6 praktiske workshops om udeskole, naturdannelse o.m.a.
12.00: Frokost
12.45: Generalforsamling + Udeskoleprisen
13.15: Pause
13.30: Workshop 2: 6 praktiske workshops om udeskole, naturdannelse o.m.a.
15.00: Pause + kaffe og kage
15.15: Oplæg: Arbejde med naturdannelse på skoler i Københavns Kommune ved Henrik Gretoft, Afdeling for Bæredygtig Udvikling, Københavns Kommune
16.00: Tak for i dag.

TORSDAG AFTEN
Det er muligt at ankomme allerede torsdag aften til bålmad, nationalparkvandring, åben udeskole-mikrofon og overnatning i shelter eller køjeseng.

Glædelig jul og godt nytår

Skoven i Skolen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Tusind tak for året der gik. Vi glæder os til 2025.

Sidste nyt

Viser  ud af