Løb op til de Tre høje og tril ned i de døde ishuller
Forberedelse
I skal i forhold til Natur og science begrebet lade børnene blive bevidste om, at både mennesker og ting af sig selv triller nedad. I skal lade børnene erfare, at det kræver energi at bevæge sig op ad og at bære f.eks. en stor bold opad en bakke.
Allerede i babyalderen erfarer børnene, at ting bevæger sig mod jorden, når en bold f.eks. triller udover bordpladen og ned på gulvet. Det væsentlige er, at I italesætter det, der sker og eksperimenterer videre med tyngdekaraften. I kan også lade børnene sætte flere ord på det at falde ned, trille ned og løfte op.
Opgaven
I skal på tur i nationalparken og prøve kræfter med nogle af de mange høje bakker og dybe dødishuller, hvor børnene kan løbe, kravle og trille op og ned. Giv jer god tid til at prøve forskellige bevægelsesformer af i naturen - både opad og nedad og ligeud.
Sådan gør du
I den bakkede natur i Nationalpark Mols Bjerge, skal børnene prøve forskellige bevægelsesaktiviteter af.
- Kan I trille opad? Kan I trille nedad?
- Kan I løbe opad? Går det hurtigere, når I løber nedad?
- Hvad sker der i kroppen, når I løber opad, og når I løber nedad?
- Er det nemmere at kravle på alle fire?
Prøv at finde andre ting, der også kan trille nedad bakken, f.eks. pinde, kogler mv. Hold øje med andre steder, hvor tyngdekraften får ting til at bevæge sig nedad (vandløb, rutchebaner, nedløbsrør mv.) Tal om det, I oplever.
Når I er ude i naturen, kan I observere, når børnene forsøger at trille både opad og nedad. Observer også, når børnene prøver at trille forskellige ting ned ad bakke. Og læg også mærke til, når børnene bruger ord som stejl, synke ned, løfte op og falde.