Hvis naturen kunne tale - hvad ville den sige?
Kort om forløbet
Denne øvelse giver eleverne mulighed for at slippe fantasien løs og lege med sproget i mødet med naturen. Når eleverne skriver fra naturens perspektiv, trænes både forestillingsevne og kreativitet, samtidig med at de øver sig i at udtrykke sig skriftligt. Øvelsen giver plads til differentiering og skaber en tryg ramme, hvor alle kan deltage uanset skrivefærdighed.
Samtidig lægger aktiviteten op til, at eleverne reflekterer over deres og menneskers forhold til naturen - et centralt aspekt af naturdannelse. Ved at forestille sig, hvordan det er at være en anden: et træ, en bølge, en fugl, bliver eleverne opmærksomme på, hvordan menneskers handlinger påvirker vores naturlige verden omkring os. Det skaber grobund for empatisk forståelse og åbner for refleksioner om ansvar, sårbarhed og vores relation til den mere-end-menneskelige verden. På den måde bliver skrivningen et sprogligt og kreativt afsæt for at arbejde med bæredygtighed som noget personligt, etisk og fortolkende.
Sådan gør du
Forberedelse
Læreren udvælger et passende sted i naturen eller indendørs - og sikrer, at eleverne har skriveunderlag, papir og blyant
Det kan være en fordel at starte med en naturoplevelse, f.eks. en skattejagt, hvor eleverne får inspiration til hvilket væsen eller fænomen i naturen, de vil skrive ud fra.
Udførelse
Tag eleverne med ud i naturen, f.eks. skov, strand eller skolegård.
Introducer opgaven:
- Forestil dig, at du er en del af naturen... Forestil dig, at du er et dyr, en plante eller et andet natur-væsen. Måske en bølge ved stranden, en lille sten i vejkanten, en rod i skovbunden, vinden i trætoppene eller noget helt andet. Skriv en historie ud fra dette perspektiv.
- Skriv historien alene eller i en gruppe. Sæt dig/jer et sted i naturen med papir og blyant.
- Brug dine sanser og fantasi: Hvordan føles det at være dette væsen? Hvad ser du? Hvad hører du? Påvirker mennesker dit liv?
- Ekstra point hvis: Du holder, hvad du er hemmeligt og først afsløre det til sidst i historien - eller måske slet ikke!
Eleverne finder et sted at sidde alene og skriver deres historie indtil I mødes igen.
Evt. videre arbejde
- Skriv videre hjemme eller rediger i klassen
- Eleverne deler deres historier i små grupper eller i plenum
- Eleverne gætter på, hvilket perspektiv, der fortælles fra
- I kan tale om alverdens ting ud fra elevernes historier. Tal om, hvordan menneskers handlinger påvirker de forskellige naturperspektiver