Vild have

Få mere liv i din have. Her er fem gode ideer.
Vild have. Foto: Malene Bendix.

Få mere liv i din have

I Danmark skal vi arbejde for at skabe større sammenhængende naturområder, større biologisk mangfoldighed og flere og bedre levesteder for dyr og planter. Du kan være med til at skabe levesteder for urter, smådyr, fugle, pindsvin - og mange andre medarter - ved at gøre din have vildere.

5 gode ideer

Forskning viser, at biodiversiteten i byens haver og grønne områder kan blive højere, hvis vi giver naturen plads. Her er 5 gode ideer til en vildere have.

1: VILDE BLOMSTER
Giv de vilde blomster plads i din have. Bier, sommerfugle og andre insekter er gennem udviklingshistorien knyttet tæt til de vilde urter, hvor de lægger æg og henter nektar og føde. Inviter vilde blomster som kløver, tusindfryd, håret høgeurt, kællingetand, klokkeblomst og kongepen ind i din græsplæne, ved at undlade at gøde, kalke og slå den overalt. Eller lad klynger af fx brændenælder, løgkarse, tidsler og skvalderkål stå i kanten af haven til glæde for de små bestøvere.

2: TRÆER OG BUSKE
Træer og buske rækker op i luften og dybt ned i jorden. De er med til at skabe et varieret levested med sol og skygge for alt der kribler og krabler. Her er redepladser og skjulesteder for fugle, egern og pindsvin. Her er grene, bark, blade, blomster, frugter og frø for masser af organismer. Plant frugttræer og hjemmehørende træer som hyld, røn, hvidtjørn, hassel, eg, birk og bøg. De har mange arter knyttet til sig. Og sæt fuglekasser op.

3: KVAS, KOMPOST OG BRÆNDESTABLER
Bunker af kvas og kompost er sammen med brændestabler fantastiske leve- og overvintringssteder for pindsvin, gærdesmutter, frøer, salamander, krybdyr og insekter. De døde grene er også paradis for alle de smådyr, bakterier og svampe, som hører til nedbryderne i fødekæden.

4: STENBUNKER
Læg en bunke af store marksten et sted i din have. Stenene bliver varmet op af solen og skaber et varieret levested for vekselvarme dyr som fx markfirben, snoge, frøer, tudser og salamander. Men også insekter, edderkopper, snegle og mange andre dyr holder af de lune sten.

5: VAND I HAVEN
Vand i haven er til glæde for frøer, tudser og salamandre – og drikkevand for fugle og andre dyr. Så sæt et fuglebad op – eller grav en lille havedam.

Skovjordbær. Foto: Malene Bendix.
Skovjordbær er en af de vilde urter, som du kan invitere ind i din have. Foto: Malene Bendix.