Hold haletudser i akvarium

Her kan du læse, hvordan I kan finde frø-æg, holde haletudser og se dem forvandle sig til frøer eller tudser.
Haletudse i lille hånd

Lidt om frøer og deres udvikling

Hvor er frøerne om vinteren
Om vinteren ligger frøerne i dvale i skoven eller på bunden af en sø. Frøer er vekselvarme og de har den samme temperatur som verden omkring dem. Mange har frostvæske i kroppen (glycerol eller glykose), som gør at de kan tåle at 65 procent af vandet i deres kroppe fryser til is.
 
Kvæk
Tidligt på foråret - i marts og april - vågner frøer fra deres dvale fordi solen luner. De bevæger sig hurtigt ned til den nærmeste sø - for nu skal de parre sig. Hos de brune frøer - butsnudet frø og spidssnudet frø - kvækker hannerne for at tiltrække hunnerne. Du kan tydeligt høre deres kvaaaarrrrk kvaaarrrk, hvis du går ned til en sø eller en dam om foråret.
 
Parring
Når vandet har den rette temperatur, begynder hunnerne at lægge deres æg. Nu gælder det for hannerne om at kravle op på ryggen af en hun og gyde sæd ud over æggene, så de bliver befrugtede. Der kan godt opstå slagsmål mellem hannerne.
 
Æg
Efter at æggene er blevet befrugtet, synker de ned på bunden. Rundt om æggene dannes en geleagtig masse. Den gør at æggene kan flyde op i vandoverfladen, hvor solen varmer. For varme skal der til, hvis de små æg skal udvikles.
 
Haletudser
Efter nogle uger klækkes æggene inde i geleklumperne. Du kan se de bittesmå haletudser som sorte kommaer derinde. De små haletudser svømmer først ud af geleklumpen, når de har fået mund, gæller og halefinner.
 
Små frøer
Efter endnu flere uger begynder der at vokse bagben ud på haletudsen. Den får også lunger, og må op til overfladen for at ånde. Så begynder forbenene at vokse frem, og halen bliver mindre og mindre. Og så er den lille frø snart parat til at gå på land og fange insekter.

Fra haletudse til frø

Tegning: Eva Wulff
 

En fantastisk forvandling
Det er en fantastisk forvandling. Først fra det lille æg, der kun består af få celler, til en spillevende haletudse. Og derpå forvandlingen fra den fiskelignende haletudse til en lille frø eller tudse med arme og ben. Samtidig forvandler haletudsen sig fra at ånde med gæller til at ånde med lunger. Fra at spise planter til at spise kød. Og fra at svømme til at hoppe. Hele denne forvandling tager cirka 70 dage ude i naturen.

Pas på de små frøer
Hvis du henter nogle frø-æg i et syltetøjsglas, kan du følge den lille haletudses udvikling. Frøer er fredede i Danmark, men du må gerne holde haletudser i et akvarium til undervisning – hvis du passer godt på dem. Og husk at sætte frøerne ud igen, dér hvor du fangede dem.

 

Sådan gør du

Hvor finder du æg eller haletudser
Find et vandhul eller en sø i nærheden af jeres skole. Led lidt efter æggene. De vil ofte ligge et sted, hvor vandet er lavt, gerne på en skråning i vandkanten, som solen kan bage på. Hvis du har fundet haletudser et sted før, vil du ofte kunne finde nogle nye næste år.

Tag 10 med hjem
Når du har fundet en klump med frø-æg, tager du forsigtigt en lille klump med 10-20 æg fra med din ketsjer, og lægger dem hurtigt op i et syltetøjsglas, som du har fyldt med vand fra søen. Hvis æggene allerede er blevet til haletudser, så fanger du 10 af dem med din ketsjer og putter dem ned i dit syltetøjsglas. Til sidst finder du et par vandplanter og lægger dem ned i syltetøjsglasset. Husk at tage ekstra vand med hjem fra søen i dunken. Og måske nogle sten eller bark til at pynte akvariet med.

Haletudser
Akvarium med haletudser.
Tegning: Eva Wulff
 

Akvarium
Tag glasset og æggene med tilbage til skolen. Indret et akvarium eller et stort glas med plads - og stil haletudserne lyst, men ikke i direkte sol. Kig til dem hver dag. Se hvordan de små sorte prikker inde i æggene vokser og får haler. En dag kommer der haletudser ud ad æggene.

Giv mad og en ø
Haletudserne svømmer rundt og vokser. Du skal fodre dem med fiskefoder. Efter et par uger vil de begynder at få ben. Først vokser bagbenene ud - siden forbenene. Når haletudserne har fået ben, skal de kunne komme op og ånde. I kan lægge et stykke bark i vandoverfladen – eller en sten på bunden – så kan de klatre op på det.

Tilbage til naturen
Husk - frøer og tudser er fredede – pas derfor rigtig godt på haletudserne og de små frøer.Når haletudserne er blevet til små frøer, skal de sættes ud i samme sø eller vandhul som de kom fra. Den grønne løvfrø kan ikke leve samme steder, som den but- eller spidssnudede frø, og det er ikke til at se forskel på arterne, når de er haletudser.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.