Stenrev

Læs om livet på sten og stenrev.
Lidt af livet på et stenrev. Tegning: Eva Wulff.

Livet under vandet

Når du går en tur i landskabet, kan du se blomster, træer og dyr. Men når du kigger ud over havet, ser du tit bare den blanke overflade. Under vandet kan der være mange forskellige levesteder for tang, ålegræs, fisk og havets mange forskellige smådyr. Et spændende levested er stenrev.

Hvad er et stenrev

Sten er sten - og hvis der ligger mange store sten sammen, kalder man det et stenrev. Stenene er blevet bragt hertil af isen fra de sidste istider. Sten og stenrev er med til at skabe vigtige levesteder i havet. Det er de, fordi de skaber den perfekte platform for tang. Havets dyr og planter godt kan lide at leve i tang. Men tang kan kun gro på sten og andre faste underlag. Tang har ikke rødder, som blomsterplanterne. De hæfter sig fast helt særlige hæfteskiver. Derfor finder du kun tang, hvor der er sten og stenrev. Ikke på sand og dynd.

Havets oaser

Man kalder sten og stenrev for havets oaser, fordi de rummer en utrolig rigdom af arter og liv. På et stenrev dannes store tangskove, hvor fisk og yngel, smådyr, alger og andre organismer lever sammen i en slags havets oaser. Her kan smådyr og fiskeyngel finde gemmesteder og masser af føde. Undersøgelser fra DTU Aqua viser, at der er 10-30 gange så mange dyr og en langt større biomasse på et stenrev, sammenlignet med sandbunden ved siden af. Så stenrev er vigtige levesteder. 

Hvis du vil undersøge livet på et stenrev, så kan du starte med at læse om det i det kopiark, som du finder i boksen Filer i højre side.

Vi mangler sten og  og stenrev

I gamle dage havde vi mange steder masser af store sten, som isen havde efterladt i vores fjorde og i havet. Men vi mennesker har mange steder fisket en del af stenene op, for at bruge dem til at bygge havne, moler, huse, kirker, bondegårde, slotte - ja alt muligt af. Nu er de store sten er savnet i fjorde og have. Derfor lægger mennesker nogle steder stenrev ud, for at genskabe de tabte levesteder. Du kan fx finde tre nye stenrev i Roskilde Fjord - og besøge et formidlingsrev ved Veddelev.

Undersøg livet på sten

Hvis du selv vil undersøge livet på sten og stenrev, så tag ud til en kyst, hvor der ligger sten. Tag badetøj på - og en voksen i hånden - og gå ud og se, hvordan tang og alger hæfter sig på sten på det lave vand. Hvis I har dykkerbriller eller en vandkikkert - kan I undersøge, hvilke dyr der lever i tangskoven på det lave vand.