Foldetræer

Hver elev vælger sig et træ, som de følger over et år. De fremstiller træet ved hjælp af foldeklip og maler det med tørre farver i de fire årstider.
Lav foldetræer. Foto og træer: Helen Klavsen.

Formål

  • At eleverne gør iagttagelser i naturen
  • At eleverne får indblik i klippemetodens udtryksformer
  • At eleverne kan kombinere forskellige teknikker
     

Forberedelse

Følg et træ gennem året
Denne aktivitet foregår over en længere periode – gerne et helt år. Det giver jer mulighed for at opleve træets karakterskift igennem de fire årstider – og få disse med i det endelige resultat.

Træarter
Eleverne ser sammen med deres lærere på forskellige træarter. De ser, hvordan træerne er forskellige i form og opbygning – og hvordan de ændrer karakter gennem året ude i skoven. I kan evt. også undersøge, hvordan man har afbildet træer i kunsten. Læs meget mere om skovens træarter i Leksikon.

Træn teknik
Eleverne prøver at fremstille forskellige foldeklip, for at lære teknikken at kende inden den første ekskursion.
 

Sådan gør du

Vælg et træ
Ude i skoven vælger eleverne sig et træ hver. De skal vælge et som de godt kan li, og som de har lyst til at følge et helt år.

Undersøg træet
Inden eleverne kan lave et billede af træet er de nødt til at lære det at kende. Derfor skal de undersøge det. Sætte sig lidt på afstand og kigge på det. Hvordan er formen på kronen? På stammen? Gå helt tæt på træet. Hvordan ser barken ud? Hvordan lugter træet? Hvordan føles det på fingerspidserne?

De skal også undersøge, hvordan træet møder jorden. Kan man se nogle rødder? Er der mos og græs – eller nåle? Og de skal undersøge trækronen. Kan de komme derop? Eller kan de bare ligge på ryggen og kigge op i kronen. Hvordan ser bladene ud – form og farve? Hvad er det egentlig for et træ? Har træet blomster eller frugter? Kan børnene finde nogle dyr eller planter på eller omkring træet.

Alle iagttagelser kan evt. tegnes og skrives ned på et lille stykke papir, som et forstudie til billedet.

Foldetræer
Giv børnene god tid til at undersøge deres træ - alene, sammen med hinanden og sammen med dig. Kald dem så sammen og lad dem vælge sig hver et kulørt stykke papir. Papiret foldes, og eleverne klipper halvdelen af træet ind mod midten af papiret, således at de har et helt symmetrisk træ når papiret foldes ud. De kan evt. øve sig i avispapir først. Bagefter sætter hver elev sig ud til sit træ – og klipper det mens han/hun enten kigger på det – eller sidder med ryggen op ad det og mærker det.

border=0

border=0 border=0

De klipper et par stykker af det samme træ i 2-3 forskellige størrelser.

Klæb foldetræer op på A3
Bagefter samles eleverne igen og klistrer deres træer op på et stykke A3 papir. De kan evt. farve hele baggrunden inden de limer træerne op. Nu tilføjer eleverne de elementer, som de synes der mangler på træet med tørre farver. Det kan være små grene, blade, en rede, en fugl m.m. Alt dette kan I gøre sammen i en stor gruppe – men eleverne kan igen vælge at sætte sig hen til deres træ og tegne det færdigt, mens de kigger på det.

Ryd op
Husk at samle alle papirstumper o.l. op – og tage det hele med jer hjem, så I efterlader skoven ren og pæn.

Bearbejdning
Billederne gemmes på skolen i en mappe til alle de fire årstiders træer er fremstillet. Så kan I lave en lille udstilling hvor hvert enkelt barn får lov til at kommentere deres egne årstids-træer – og de oplevelser de fik mens de lavede dem.

Hvis eleverne gerne vil have træerne med hjem med det samme, kan billederne digitalfotograferes og senere sammensættes til en PowerPoint præsentation med elevernes kommentarer vedhæftet som små tekster eller indtalte lydfiler (af eleverne).
 

Baggrund

Iagttagelse og billeder
Forløbet her giver eleverne mulighed for at iagttage og opleve et bestemt træ med alle sanser, gentagne gange – og udtrykke deres oplevelse i billeder. Ved at følge det samme træ over et helt år får eleverne mulighed for at lære træet at kende, og erkende de ligheder og forskelle i udseende et træ undergår med årstidernes vekslen. Erkendelserne samles i tegninger af træet - med blade, uden blade, med sne, med grønne eller gyldne nuancer i bladene, med et vekslende dyreliv alt efter årstiden. Og efter et år samles hele oplevelsen i en udstilling.

Foldeklipsteknik

Se og læse mere om foldeklip nedenfor.

Træer
Der findes forskellige træarter i skoven. Børn har let ved at lære navne – og derfor kan de lige så godt få et navn på det træ, som de undersøger og tegner. Så kender de den art resten af deres liv. Du kan finde træarterne ved at slå op i en flora. Måske kan du også bruge kopiark af bladene til at finde træarten - eller hæftet "Skovens Træer" (se nedenfor). Du kan finde meget mere om de almindelige skovtræer i Skoven i Skolens Leksikon

Bøger og ideer
'Tegning med saks' af Sabber, Chr. Erichsens Forlag 1973, ISBN 87 555 0280 6. En bog om klip.
Hvis I vil arbejde videre med symmetri kan I i foråret arbejde med gækkebreve. Find ideer på nettet.

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.