Lammekølle i grube

Steg lammekølle så let som ingenting - i en grube i jorden.
Brænde i brand.

Kort om at stege lam i grube

Det er så let som ingenting at stege lammekølle i et hul i jorden. Se hvordan du gør nedenfor.
 

Sådan gør du

Bål
Tænd først et stort bål med meget brænde - og lad det brænde lidt ned.
 
Læg marksten ind i bålet, og lad dem ligge cirka 3 kvarter, så de kan blive godt varme. Du skal bruge mange 15 - 20 sten. Husk at du ikke må bruge flintesten. De springer i tusind farlige stykker, når de bliver varmet op.
 
Hul i jord
Grav nu et firkantet hul i jorden. Det skal være mindst en halv meter på hver led og cirka en meter dybt. Skær først firkantede græstørv ud med spaden og læg dem i en bunke. Grav så ned til dybden er cirka 1 meter. Læg jorden i en bunke ved siden af græstørvene.
 
Lam
Pak dine lammekøller ind i staniol. Gerne 2 - 3 lag. De skal kunne holde til at blive bakset rundt med.
 
Grube
  • Når markstenene er varmet godt igennem, tager du dem ud af ilden med skovlen og lægger et lag i bunden af din grube.
  • Læg lammekøllerne ovenpå stenene.
  • Læg et lag af sten ovenpå lammekøllerne.
  • Hent gløder fra bålet på din skovl og spred dem ned mellem stenene.
  • Nu er der dejlg varmt omkring køllerne.
  • Grav nu jord ned i gruben, så hullet bliver fyldt.
  • Afslut med at lægge græstørvene på plads ovenpå det hele. 
Tag tid
Kig på dit ur. Nu skal køllerne have 1 time. I den time kan I forberede tilbehøret over bålet. Det kan være skovsalat, stenbrød, bålkartofler, ris, spagetti, bulgur eller noget andet.
 
Grav op
Når køllerne har ligget i gruben i en time, er det tid at grave dem op. Fjern forsigtigt græstørv og læg dem i en bunke for sig. Grav så jorden væk. Pas på, det er varmt. Tag stenene op med skovlen eller med en handske. Og tag så lammekøllerne op.
 
Skær ud
Læg lammekøllen et fast sted. Pak den ud. Skær køllerne ud på et skærebræt. Og nyd den.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.