Byg en træstub

Kort om forløbet
Over to dage arbejder klassen med biodiversitet og natursyn i børnehøjde.
Dag 1: Sådan gør I
FORBEREDELSE INDE
Forbered temaet natursyn og biodiversitet i klassen:
- Først ser I filmen "Hvad er dit natursyn" og taler om, hvad natursyn er - og om at det er vigtigt at kende og forstå hinandens natursyn, for at kunne arbejde sammen om at gøre verden grønnere.
- Så giver du eleverne hvert sit kopiark med Natursynstrekanten (Se boks til højre) og beder dem udfylde dem. Husk at understrege, at der ikke findes rigtige eller forkerte natursyn.
- Snak så med eleverne om, hvad der betyder noget for dem. Og hvad det betyder, at forstå andres natursyn.
- Til sidst ser I filmen "Hvad er biodiversitet".
UDE-AKTIVITETER
Del eleverne i grupper. Gå en tur i en skov og find eksempler på steder, hvor der kan være en høj biodiversitet - og steder, hvor biodiversiteten er knap så god. Kig efter:
- Træarter: Er der mange forskellige træer? Er de forskellige arter og aldre? Så kan biodiversiteten være høj. Eller er alle træerne samme art og samme alder? Så er biodiversiteten lavere.
- Dødt ved: Er der meget dødt ved i skoven? Dødt ved er meget vigtigt for livet i skoven. Dødt ved bliver nedbrudt af bænkebidere, tusindben, tobister og andre biller, regnorm og andre små nedbrydere, svampe, bakterier. De bliver spist af større dyr og er vigtige for skovens fødekæder og for biodiversiteten. Måske er alle grene blevet samlet ind. Så er der ikke meget at leve af.
- Vand i skoven: Bække og søer er med til at skabe grobund for mange forskellige arter - og høj biodiversitet.
- Lys og skygge: Er der steder med forskelligt lys i skoven - altså skov-enge, tæt skov, lysåben egeskov, granskov - eller blandingsskov. Det giver levesteder for mange arter. Eller er der bare en mørk granskov. Det giver færre arter levesteder.
- Landskabet: Er der bakker - eller helt fladt? Er der store sten i jorden, sand, muld, stendiger og andet, som giver variation. Alt der varierer er med til at skabe mangfoldig natur med mange levesteder og livsformer.
Efter I har undersøgt og snakket om skovens biodiversitet, skal eleverne vælge steder i skoven, hvor der er høj eller lav biodiversitet - og dokumentere det med fotos.
BEARBEJDNING INDE
Når I kommer tilbage på skolen, skal eleverne i grupper vælge 2 - 4 fotos ud - printe dem ud - og dele dem op i to bunker:
- De billeder, som viser eksempler på høj biodiversitet.
- Og de som viser eksempler på lav biodiversitet.
Bed eleverne forklare, hvorfor de mener at biodiversiteten er høj og lav. Og diskuter på klassen, hvad der er mest sandsynligt.
Grupper eller hele klassen kan sammen lægge billederne op i en række, fra høj biodiversitet til lav. Og I kan diskutere under vejs.
Dag 2: Sådan gør I
FORBEREDELSE INDE
Se filmen "At bygga en Ekoxekompost".
Undersøg, hvilke biller, som yngler i træstubbe.
UDEAKTIVITET
Find et sted i skoven eller tæt på skolen, hvor I kan bygge klassens egen kunstige træstub. Hvis det er ude i skoven, skal du som lærer spørge om lov til at grave, mens du planlægger forløbet.
Bed dine elever grave et hul så dybt som muligt og fyld det op med store grene, som I finder i skovbunden og saver i en til halvanden meters længder. Fyld derefter savsmuld, visne blade og kviste ned mellem træstykkerne. Og fyld til sidst den jord på, som blev gravet op.
Tag et billede af børnene og deres træstub.
BEARBEJDNING INDE
Nu har I lavet en kunstig træstub, med en masse dødt ved i jord. Den vil blive nedbrudt som alt andet træ. Lad eleverne tegne træstubben, når I er tilbage i klassen - og bed dem tegne, hvad der nu sker med deres kunstige træstub.
Besøg jeres kunstige træstub om en måned. Om et halvt år. Om to år. Og se, hvordan den bliver nedbrudt.
Baggrund
Læs mere om biodiversitet og natursyn i børnehøjde på Naturvejledning Danmarks hjemmeside.
Læs mere om tobister i Den store danske.