Med Løgstrup og etikken på tur

Indtil nu har jeg brugt Grundtvig til at forklare, hvordan bevidsthed opstår og hvilken betydning naturoplevelser kan have for denne bevidsthed. Jeg har herunder prøvet at argumentere for betydningen af, at man lader naturen reagere ind i sin bevidsthed, i stedet for som sædvanlig at forsøge at forme verden efter sine forestillinger om den, f.eks. ved at skulle foretage sig en række målrettede aktiviteter i kamp mod naturen.

 

For at forklare nærmere, hvad det er sansningen af natur gør ved vores bevidsthed - og især for at begrunde, hvorfor sansningen af natur er så værdifuld - vil jeg bruge nogle af K.E. Løgstrups tanker som inspiration. Ligesom med Grundtvig er hensigten ikke at fremføre en akademisk redegørelse for Løgstrups tanker, men at bruge dem som afsæt for at formulere nogle ideer, som jeg selv synes er tankevækkende og inspirerende …

 

Det, jeg synes er særligt inspirende ved Løgstrups tankeverden, er hans ideer om sansningen og om sansningens betydning for etikken. Med hensyn til sansningen, så har han det synspunkt, at sansningen fungerer på den måde, at den ophæver afstanden mellem os der sanser, og det, vi sanser. Når jeg nu sidder og ser på denne computerskærm, så er det filosofisk interessante ikke, at der er en vis afstand mellem min krop som fysisk objekt og computerskærmen som fysisk objekt (cirka 60 centimeter…), men at der i min sansning af den ikke er nogen afstand mellem den og mig (0 centimeter!). Det betyder naturligvis ikke, at den fysiske afstand til computerskærmen ( de 60 centimeter) er en illusion, men det betyder, at der ikke er nogen afstand til skærmen i min bevidsthed; computerskærmen er slet og ret en del af min bevidsthed, når jeg sanser den.

 

Man kan også formulere det på den måde, at min bevidsthed i sansningen rækker ud gennem sanserne og optager det, jeg sanser, i mig. I sansningen rører min bevidsthed ved det, jeg sanser.

 

 

 

 

Løgstrups grundlæggende argument for denne radikalt anderledes måde at se på sansningen på, er simplethen, at det er sådan vi oplever det. Når jeg sidder og ser på en smuk og frodig plante (til afveksling fra computerskærmen…), så opleves denne plante som en del af min bevidsthed, ja, når den er så tæt på som den her plante her, så fylder den faktisk det meste af min bevidsthed -  indtil jeg kommer til at tænke på de næste ord, jeg skal til at skrive.

 

Det betyder, at min bevidsthed ikke er inde i mit hoved, men ude i sanserne og dermed - da sanserne for Løgstrup er åbninger ud til universet - ude i universet. Dette er en fuldstændig anderledes måde at opfatte bevidsthed på (som ikke alene skyldes Løgstrup, men er hovedtanken i den filosofiske retning, der kaldes for fænomenologien, og som blev grundlagt af Edmund Husserl) og den står i komplet modsætning til den almindelige filosofiske opfattelse (som bl.a. naturvidenskaben støtter sig til), at bevidstheden er lukket ind i mørket bag kraniet.

 

 

 

 

Sagt på en anden måde, så er det et opgør med subjekt - objekt tænkningen, altså den forestilling (for det er det jo dybest set), at mennesket er én ting (et subjekt), der er stillet over for andre ting (objekter), og at subjektet klart og utvetydigt er adskildt fra objekterne. De fleste vestlige tænkere - filosoffer såvel som os andre - tænker i subjekt-objekt-tænkningen, så derfor kan det være vanskeligt virkelig at forstå en anden tænkning.

 

Hvis man tager Løgstrups briller på og går ud i naturen, så sker der det, at ens bevidsthed via de åbninger til verden, som sanserne er, udvider sig ud i naturen og omfatter alt det, man kan sanse derude: Jeg går så at sige tur i min egen (og Guds, for Løgstrup er egentlig teolog) bevidsthed.

 

Hvis jeg tager naturvidenskabens briller på og går ud i naturen, så sker der det, at mine sanser optager en film (med lyd, dufte og det hele), som bevidstheden så "sidder" og ser inde i mørket i hjernen. Sanserne er altså instrumenter, der registrerer verden (som består af objekter) for subjektet.

 

Disse to vidt forskellige måder at forstå sansningen på har flere konsekvenser, især for hvilken verden eller virkelighed, vi mener at leve i. I sin yderste konsekvens betyder det, at et menneske, der så at sige ser med Løgstrups briller på ikke lever i den samme virkelighed som et menneske, der ser med naturvidenskabens briller på.

 

Dette er måske nemmere at forstå, hvis man i stedet for Løgstrup tænker på en taoistisk eller buddistisk vismand - eller på et naturmenneske som en regnskovsindianer. Disse mennesker lever (efter alt at dømme!) i det man kunne kalde for Den sanselige Verden.

 

I Den sanselige Verden er der ikke nogen skarp og reel adskillelse mellem subjektet og objekterne - i kraft af bevidstheden flyder man delvist sammen med verden, er en organisk del af naturen. I denne verden lever man også i en fælles verden og virkelighed: Hvis du og jeg står og betragter det samme træ, så er det jo sådan, at vore øjne er åbninger, huller, ud i verden, hvorigennem vi ser den samme virkelighed. Vi lever i den samme verden.

 

Den sanselige Verden er endvidere karakteriseret ved at være fyldt med virkelige farver, virkelige dufte og virkelige toner. Det beyder, at når jeg oplever, at verden har disse kvaliteter, så er det fordi, den faktisk har dem - farverne, duftene og tonerne er derude. Det lyder måske trivielt og banalt, men det er langt fra givet, at det er det, som den senere beskrivelse af et naturvidenskabeligt eller objektivt syn på verden gerne skulle vise.

 

I Den sanselige Verden har naturen således kvaliteter; udover farve osv. er det også skønhed, hæslighed, ondskab og godhed. På denne måde ender verden med at være grundlæggende betydningsfuld og meningsfuld. Mening og betydning er ikke noget, mennesket lægger i verden og naturen - det er noget, som den rummer i sig selv, i kraft af sig selv. Meget kort sagt så er det sådan, fordi Vorherre har lagt disse kvaliteter ind i verden ved sin skabelse af den (Løgstrup er skabelsesteolog).

 

Summa sumarum ender det med, at universet bliver personagtigt, et væsen, som vil os det godt, samt at menneskets tilværelse faktisk er virkelig og meningsfuld.

 

Det at verden og virkelighed kommer til at bestå af væsener (fremfor af ting), har den konsekvens for etikken, at denne får et reelt, universelt grundlag. Argumentet herfor er kort sagt det simple, at etik er noget, der gælder for væsener, ikke for ting. Man kan ikke (med mening) hævde, at have et etisk forhold til en lampe - til gengæld kan man ikke undgå at have et etisk forhold til et levende væsen som f.eks. et menneske. Man kan godt vælge at behandle dette væsen på en u-etisk måde  (deri ligger netop den menneskelige frihed), men man kan ikke komme uden om, at der ligger noget andet i at stå overfor et menneske end overfor en ting. I samme øjeblik jeg sanser et objekt, så at sige, som et levende væsen, så har jeg i selvsamme øjeblik etableret et etisk forpligtende forhold til det. Jeg sanser - og føler - dette levende objekt anderledes end et dødt objekt. Sådan er vi, verden og sansningen indrettet. Det er sådan, vi oplever det, hvis vi undersøger sagen (især sansningen) nøjere.

 

Det er derfor, man er nødt til at u-menneskeliggøre, tingsliggøre og anonymisere de mennesker, man af en eller anden grund ønsker at såre, lemlæste eller dræbe. Man er nødt til at prøve at flytte dem fra væsenernes verden over i tingenes verden, for ting kan man etisk set gøre med, hvad man vil.

 

Hermed nærmer vi os den anden verden, som man kunne kalde for Den objektive Verden. Den objektive verden er en modsætning til Den sanselige Verden. I den objektive verden er der en skarp og reel adskillelse mellem subjekt og objekt. Objekterne er derude i verden (på en eller anden måde) og subjektet er her inde i hovedet (på en eller anden måde). Det betyder, at jeg kan forholde mig objektivt til tingene, fordi jeg netop er adskildt fra dem, og kan studere dem med min bevidsthed, uden at denne bevidsthed på nogen måde flyder sammen med dem. Jeg kan bogstaveligt talt se objektivt på tingene. Dette er grundlaget for den traditionelle naturvidenskabelige måde at se på tingene på, og dermed grundlaget for den moderne vestlige teknologi og kultur. Vores virkelighed er fyldt med objekter, med ting (og ikke så meget med væsener) - og derfor er vi naturligt nok blevet materialister i forskellige grader.

 

Derfor lever vi dog ikke i en fælles virkelighed. Konsekvensen af denne tænkning er tværtimod, at vi grundlæggende lever i hver vores (indre) verden. I det mindste i den betydning, at det eneste vi kan blive enige om og være sikre på i fællesskab, det er kvantiteterne ved tingene derude. Vi kan objektivt konstatere, at blomsten vejer 32,56 gram og har en diameter på 5, 67 cm på en sådan måde, at ingen (meningsfuldt) kan være uenig i det - men vi kan ikke med sikkerhed vide, om vi sanser de sammen kvaliteter ved blomsten: farven, duften og betydningen.

 

I bestræbelsen på at komme til en fælles, objektiv, efterprøvelig, videnskabelig forståelse af verden har man i Den objektive Verden naturligt nok fokuseret på de kvantiteter, som man som sagt kunne komme til en fælles erkendelse af. Det vil i sidste ende sig fysiske ting og tal. Ting og tal er bundlinien, det ultimative facit i denne tankeverden. Derfor bliver fysikken den højeste erkendelsesform, den videnskab der har størst status, og materialismen bliver den dominerende livsform.

 

Problemet med at leve i Den objektive Verden (og det gør man som sagt, hvis man tænker på denne måde) er, at det er en verden uden  reel mening og etik. I denne verden er etikken hjemløs. Den er rodløs her og eksisterer højest som nogle perifere, abstrakte teorier. Ingen har en ægte interesse i etik, fordi etik jo ikke falder ind under det kvantitative, ind under det, der kan måles, vejes og håndteres.

 

Problemet i dette viser sig, når man kommer ud for lidelser af et vist omfang, så der melder sig et behov for meningsfulde forklaringer på, hvorfor man har det så ondt, og et behov for trøst. At kende Månens vægt eller afstanden til Saturn giver hverken mening eller trøst. Talfacitter trøster ikke. I denne verden er man altså på Herrens mark, når tilværelsen gør ondt.

 

 

 

 

For det første må man regne med, at de mennesker, man laver friluftsliv for og med, mest lever i Den objektive Verden. Det er de blevet opdraget til - mere eller mindre bevidst - af uddannelsessystemet, af medierne, af markedsøkonomien og af de allerfleste voksne mennesker i deres barndom. Sådan er vores nu-moderne, vestlige kultur.

 

For at få noget dybere ud af at være i naturen må man imidlertid være i stand til i det mindste at kontakte Den sanselige Verden. I Den sanselige Verden i naturen ligger nemlig kvaliteterne undren, glæde, skønhed, fred, storhed mm. gemt. Den pædagogiske udfordring for friluftsliv kan derfor her formuleres som noget i retning af at lokke eller måske endda trække folk ud af Den objektive Verden og over i Den sanselige Verden. Give dem en konkret oplevelse af en større, rigere og mere farverig virkelighed.

 

For det andet må man gå ud fra, at ens elever i friluftsliv ikke har noget egentligt etisk forhold til naturen og dens væsener. Man bør altså ikke regne med, at de uden videre opfører sig etisk forsvarligt derude (for en sikkerheds skyld vil jeg gerne indføje, at dette jo ikke betyder, at de ikke er etiske på andre områder end lige dette). Derfor har man som friluftslivslærer en særlig pædagogiske udfordring og opgave i at tilrette tingene sådan, at naturen ikke lider unødig overlast, samtidig med, at ens elever i det mindste får muligheder for at lægge grunden til et etisk forhold til naturen også.

 

For det tredje kan man ud fra Løgstrups tænkning lægge vægt på, at friluftsliv, det at være i naturen, meget handler om at komme i nogle gode stemninger. Det er nemlig sådan, at der til enhver sansning hører en bestemt stemning. Sansningen stemmer sindet. Og sansningen af naturen stemmer sindet på en helt anden måde, end sansningen af kulturfænomener gør det. Ved at være ude i naturen lader man sin bevidsthed op med de stemninger, som er i naturen. Og det er ganske bogstaveligt oplivende, fordi naturens skønhed og ro (og andre subtile kvaliteter) stemmer sindet lette og lysere. Jeg har f.eks. selv oplevet at gå lange ture i skoven, i begyndelsen tynget af tunge stemninger, som uden nogen særlig indsats fra min side var væk, når jeg kom hjem - bare turen var lang nok!

 

Naturen er en guddommelig kunstudstilling, og dens subline æstetik virker direkte ind på vores sind gennem de åbninger, som sanserne er.

 

 

 

 

Ud fra denne vinkel er der en vigtig pædagogisk opgave i at tilrettelægge undervisningen i friluftsliv sådan, at naturen gennem sansningen kan komme til at virke oplivende ind på vores ofte stressede og overfladiske sind. At dette kræver andre aktiviteter end de risikobetonede siger vist sig selv - aktiviteter som vandring og udesidning vil derimod være velegnede. Efter min erfaring virker naturens kunstværker bedst, hvis man går tæt på dem, ned i detaljen. Skønheden i former og farver hos insekter, mosser, spindelvæv, bark og småsten og andre småting er slående, også ofte for den uøvede opmærksomhed.

 

På denne måde kan man argumentere for, at en grundlæggende værdi bag faget friluftsliv er oplivelse. Formålet med faget friluftslv er at oplive. Faget kan dermed siges at have en særlig eksistensberettigelse i de frie skoler, hvis værdigrundlag må formodes at lægge stor vægt på begrebet oplive. Traditionelt skulle denne oplivelse primært komme fra sangen, fællessangen, men man kan spørge sig selv, om dette rækker nu om dage? Kan det moderne menneske synge sig livsglæden til? Eller har vi behov for noget andet og mere, i form af sansningen, sansningen af naturen især?