Interview med et træ

Find ud af, hvordan det er at være et træ i skoven.
Kongeegen er 1000 år gammel. Foto: Malene Bendix.

Formål

  • at eleverne fordyber sig i hvad det vil sige at være træ
  • at eleverne formulerer spørgsmål
  • at eleverne taler til hinanden, lytter til hinanden og diskuterer
     

Forberedelse

Planlæg en skovtur til et sted med mange spændende træer.
 

Sådan gør du

To og to
Find et sted i skoven hvor der er fred og ro – og sjove træer. Del eleverne op to og to. Hver lille tomandsgruppe skal nu finde sig ét træ. De forskellige gruppers træer skal stå så langt fra hinanden, at eleverne i de forskellige grupper ikke forstyrrer hinanden. Min tommelfingerregel er, at eleverne i de forskellige grupper helst ikke skal kunne se hinanden.

Spørgsmål
Eleverne finder nu på spørgsmål, som de gerne vil have træet til at svare på. Du kan bede dem finde på så mange som muligt eller fastsætte et tal på forhånd. Jeg plejer at sige mindst fem spørgsmål, eftersom de første spørgsmål normalt er: Hvor gammel er du? Hvor høj er du? osv. Bliver man ved, når man på et tidspunkt til de mere spændende spørgsmål: Kildrer det, når myrerne kravler op af din stamme? Lever din mor endnu? osv.

Eleverne i den lille gruppe skriver deres spørgsmål op i deres Skovnotesbog.

Svar
Når eleverne har lavet tilstrækkeligt med spørgsmål, kan I gå rundt til hinandens træer og hjælpe med at finde på svar til spørgsmålene. Måske kan der komme en hel historie ud af det.
 

Baggrund

Læs om træer i Leksikon
Når man stiller et spørgsmål, har man normalt et forslag til svar i baghovedet. Du kan forberede dig på at hjælpe med at svare ved at bruge Skoven i Skolens Leksikon. Her kan du finde mange af de almindelige skovtræer beskrevet: I hver artikel kan du læse om træets økologi, om træet i skovbruget, om hvordan man bruger træet, om træets historie – og så nogle sjove historier og lege om træet.

Kopiark
Når børnene arbejder så konkret med træerne er det oplagt også at snakke om, hvad træerne hedder. I kan slå træerne op i ovennævnte opslagsbøger. I højre margin kan du også finde forskellige kopiark med blade fra de mest almindelige skovtræer - og i "Læs også" kan du finde hæftet "Skovens træer" som pdf-fil.

Vi har ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.