Respekt!

- et tema om jagt i kristendomskundskab

Jæger med to fasaner og hunde. Foto: Malene Bendix.

Kort beskrivelse

I forbindelse med deltagelse i en jagt sættes der fokus på de etiske perspektiver omkring jagt og det at spise dyr.

Formål

At eleverne gør nye erfaringer i forhold til det at jage.
At eleverne gør sig kvalificerede og faglige overvejelser omkring jagt.
At eleverne gør op med eventuelle fordomme omkring jagt.
At eleverne gør sig overvejelser omkring ritualer og deres funktion.
At eleverne gør sig tanker om menneskets ansvar for og omgang med naturen.

Forberedelse

Via Skolen i Skoven har man mulighed for at komme i forbindelse med jægere, der vil tage klassen med i skoven. Det centrale og tværfaglige jagtforløb ”På jagt med Skoven i Skolen” beskriver grundigt hvordan klassen kan komme med på jagt.

Tidspunktet for afvikling af projektet skal afpasses jagtsæsonen der hovedsageligt ligger fra oktober til januar + bukkejagt i maj. Vær forberedt på, at klassen skal møde tidligt.

Inden ekskursionen, skal man udfra jægerens instrukser forberede eleverne grundigt på, hvordan jagten foregår, og hvordan eleverne skal forholde sig.

Sådan gør du

FASE 1:

I en lektion dagene før jagtekskursionen forberedes eleverne nøje på, hvordan en jagt foregår – (se nedenfor i afsnittet Baggrund og forløbet ”På jagt med Skoven i Skolen”), og hvad der skal ske på ekskursionen. Fortæl eleverne om de ritualer, der er forbundet med jagt, (se Baggrundsafsnittet nedenfor). Tal med eleverne om deres erfaringer og forestillinger om jagt.

Hvad er jagt?
Hvordan foregår den - og hvilke forskellige jagtformer er der?
Ved eleverne, at der findes jagtregler for, hvad der må skydes hvornår, og at man skal have gennemgået en slags eksamen (jagtprøve) for at få det jagttegn, der giver lov til at gå på jagt?

Du kan også tale med eleverne om forskelle og ligheder på at spise dyr, der har levet et frit liv og er dræbt ved jagt eller har levet et liv i fangenskab og er slagtet på slagteri; at alle dyr en gang har været vilde dyr, som mennesket så har gjort til husdyr og effektiviseret brugen af. Om dyreetik og hvordan vi behandler vores husdyr.

FASE 2:

Kort beskrivelse
På dagen for jagtekskursionen samles eleverne tidligt om morgenen og transporteres til det sted, hvor jagten skal foregå. Hvis I gennemfører jagten som i ”På jagt med Skoven i Skolen” vil der sandsynligvis blive skudt vildt. Se mere om gennemførelse af jagten i forløbet. Du kan også vælge at gennemføre en jagt uden at I skyder vildt (se lige nedenfor).

Jægeren, der er vært for jagten, holder parole, dvs. fortæller eleverne præcis, hvordan jagten skal forløbe, og hvilke dyr der må ”skydes”, samt hvordan jagten afsluttes. Eleverne går på jagt. En klap- eller drivjagt uden våben vil være det mest nærliggende at tage eleverne med på. Ikke mindst fordi det er den jagtform, der er flest ritualer forbundet med (se Baggrundsafsnittet nedenfor).

Parade efter jagt uden skud

Efter jagten skriver eleverne ned, hvilke dyr de så og hvilke dyr, de kom på skudhold af. Bed eleverne om at skrive hvert dyr ned på separate stykker papir. Efter nedskrivningen lægges sedlerne med de dyr, eleverne har været på skudhold af, ned på jorden foran den enkelte elev, og jægeren holder parade, dvs. at dyrene lægges op efter rangorden. Paraden foregår i god ro og orden, som det er tilfældet ved en rigtig jagt. Jægeren gennemgår nu dagens jagtudbytte. Det kan muligvis aftales med jægeren, at han har nogle døde dyr med, som han fremviser og evt. flår og gør klar til spisning.

Bål og fortælling

Efter paraden tænder man et bål og placerer eleverne i en rundkreds om bålet. Hvis det er muligt, steger man noget af det vildt, som jægeren har haft med. Om bålet genoplever eleverne den overståede jagt ved at nogle på skift fortæller deres jagtoplevelse, gerne i dramatiseret form og med store armbevægelser. Bålet slukkes og eleverne tager hjem.

FASE 3: Forskellen på naturreligioner og kristendom

Stammedans

I klassen arbejder eleverne over 3 lektioner med jagttemaet. I første lektion gøres plads til elevernes umiddelbare udtryk omkring deltagelse i jagten. Med udgangspunkt i oplevelsen med rundkredsen omkring bålet efter elevernes jagt tales om fx indianske stammers jagtritualer, der går tilbage til ældre stenalder (ca. 600.000-10.000 før vor tidsregning).

Placér evt. eleverne i en rundkreds og lav en enkel dans til en monoton rytme (fx tager alle ét skridt til højre og derefter to skridt til venstre og gentager dette, indtil eleverne opnår en fornemmelse af ”fælles fodslag”, og at alle i kredsen har fælles rytme – evt. kan man synge eller sætte lyde til. (Der er ikke her tale om en reel stammedans, men en fiktiv dans, som den tilnærmelsesvist kunne have taget sig ud).

Tal med eleverne om, hvad et ritual er, og hvordan det virker (se afsnittet Baggrund nedenfor).

Udlevér citatet fra Høvding Seattles tale til eleverne (findes i afsnittet Baggrund nedenfor) og læs den højt i fællesskab. Hvad fortæller ritualet og teksten om indianernes forhold til dyr og naturen?

Lad derefter eleverne opliste de ritualer, der var i forbindelse med deres jagt. Drøft betydningen af de enkelte ritualer i elevernes jagt og betydningen af, at der er ritualer i forbindelse med en jagt.

Collage
I næste dobbeltlektion udleveres et tekstark med følgende tekster: 1. Mosebog 1,26-30; 2,1-20 og 9,1-7 (fra Skabelsesberetningen og fortællingen om Noas ark).

Teksterne læses højt i fællesskab, og der sættes fokus på udstedelsen af spisereglerne og ændringerne heri. Lad efter indkredsningen heraf eleverne gøre sig overvejelser over, hvorfor Gud lemper reglerne og sæt derefter reglerne i relation til jagttemaet.

Hvad fortæller teksterne om forholdet mellem gud og mennesket og mellem gud og dyrene/naturen?
Hvad fortæller teksterne om forholdet mellem mennesker og dyr/naturen?
Er det ifølge teksterne i orden at slå dyr ihjel og at gå på jagt?

Efter denne indledende snak deles klassen i 4 hold. Hvert hold laver en collage:

De to af holdene laver en collage, der fortæller om den indianske opfattelse af forholdet mellem mennesker og dyr/naturen.
De to øvrige hold laver en collage om den bibelske opfattelse af forholdet mellem mennesker og dyr/naturen udfra tekstudvalget.

De færdige collager hænges op i lokalet, så alle kan se dem, og hver gruppe kommenterer deres collage. Hvad går igen i de indianske stammers opfattelse af forholdet mellem mennesker og dyr/naturen og den opfattelse, som gengives i 1. Mosebog? Tal med eleverne om, hvad den respekt for det skabte, der udtrykkes på alle collager betyder for vores dyreetik.

Respekt
Måske skal der lige knyttes nogle ord på begrebet respekt og fænomenet etik. Ordet respekt kommer af det latinske respectus egentlig "det at se tilbage, at tage hensyn" og det er den betydning af ordet, der tænkes på her, frem for betydningen autoritet, anseelse som eleverne måske også kan komme til at tænke på. Når man udviser respekt, ser man og anerkender, at den eller det andet er til, som noget man viser hensyn.

Etik
Etik kommer af det græske ethos, der betyder sædvane, sæder. Etik er læren om de principper, man lægger til grund for en vurdering af, hvad der er godt og ondt. Disse principper vil afgøre, hvordan man skal handle rigtigt og ansvarligt i forhold til andre mennesker, – og mht. jagttemaet - dyr/naturen. Man kommer meget let til at bruge begrebet moral synonymt med etik. For at skelne mellem de to, kan man forenklet sagt uddybe, at etikken er den teoretiske begrundelse for moralen.

Vores dyreetik fortæller således, om de principper vi lægger til grund for, hvordan vi behandler dyrene.

Kan vi forsvare at slå dyr ihjel?
Er det ok at gå på jagt?
Hvad er forskellen på at spise en spegepølsemad, der er fremstillet af svine- eller oksekød og på at gå på jagt?
Hvad er forskellen på at spise vildt der har levet et frit liv – og kød fra dyr der har levet i fangenskab?
Hvordan afspejledes dyreetikken i de jagtritualer, eleverne oplevede på den jagt, de deltog i.
Hvis vores principper/vores dyreetik er at vise naturen respekt, hvordan kommer det så til udtryk i vores handlinger, når vi går på jagt. (Vildtparaden er fx et eksempel på dette).
Og hvordan kommer det til udtryk i collagerne. Slutteligt tales om, hvordan forskellige religioners spiseregler afspejler disse religioners dyreetik (se hertil under Baggrund nedenfor).

Baggrund

Myte og ritual

Først lidt baggrundsstof om myte og ritual. En myte kan man definere som et folks måde i fortællingens form at udtrykke deres grunderfaringer om tilværelsen. Myterne mener at indeholde forklaringen på livets store spørgsmål og som sådan besidde eksistentiel gyldighed. Til forskel fra eventyret, der er fiktion, hævder myten at kunne sige noget om virkeligheden, selv om det ikke rationelt kan efterprøves. Myten gør også krav på at være sand – som trossandhed. Myten er en måde at udtrykke det, vi ikke kan se, måle og veje, men som vi alligevel opfatter som virkeligt og sandt. Det mytiske sprog er således en måde at opfatte verden og virkeligheden på, der fx kan stå ved siden af den naturvidenskabelige. Myter er opstået fordi mennesker har søgt svar på tilværelsens store og uforklarlige fænomener og oplevelser.

Rite eller ritual kommer af det latinske ritus, er ensbetydende med ceremoni og betegner traditionsbestemte og regelbundne religiøse handlinger i symbolsk form. Begrebet ritual kendte man helt tilbage til for 5000 år siden. Ritualet betegner generelt krops- og handlingsaspektet af religionen og er den del af religionen som kan sanses, bl.a. ses og høres fx bedestillinger, kultisk dans, offerhandlinger. Når et ritual er forbundet med en bestemt myte indenfor en religion får ritualet en åndelig dimension. Det betyder at myten og riten tilsammen giver udtryk for den pågældende religions opfattelse af universets kosmiske verdensorden. Det er ritualernes opgave at gøre den mytiske fortid levende og at bringe den tilstede hos de, der deltager i ritualet, så de kan blive samstemte med denne religions verdensorden. Ritualerne formidler desuden kontakten med det hellige og indeholder som sådan en kommunikativt egenskab. Der findes mange forskellige ritualer:

Afværgeritualer, der skal holde livstruende og dæmoniske magter på afstand fx grædekoner ved dødsfald og fyrværkeri, når det gamle år rinder ud.
Renselsesritualer, der bruges efter berøring med urene ting som blod og lig.
Offerritualer, fx jagtbytte-offeret, hvor jægeren giver en del af sit udbytte tilbage, for at sikre at magterne fortsat vil give jagtudbytte.
Pragmatiske ritualer, der helt er underordnet et indre formål som fx yoga-teknik.
Overgangsritualer, som fx konfirmationen.
Kommunionsritualer, der forener både mennesker med hinanden og med hellige magter, fx nadvermåltidet og rituelle danse.

I nyere tid er der i takt med sekulariseringen af samfundet sket det, at der har udviklet sig sekulære ritualer, der ikke hænger sammen med en mytisk opfattelse af verden. Det sekulære ritual, der ikke er forankret i historie eller tradition, er dog kun forpligtende og brugbart for den, der har skabt ritualet. Således er det ikke ifølge ovenstående definition et ritual i oprindelig forstand. Man kan også hævde, at mange ritualer i dag er blevet indholdstomme i religiøs forstand, når man fx spiser lam til påske, men ikke længere husker hvorfor – husker myterne omkring ritualet.

Jagtritualer

Der findes mange forskellige former for jagt alt efter, hvordan, hvor og med hvilke våben man jager. Klapjagt er en af de mest traditionstunge jagtformer med et væld af ritualer, der skal overholdes, for at man kan tale om en vellykket jagt.

Klapjagt udøves i skov eller andre beplantninger, der deles op i passende områder, der kaldes såter. Klapjagten har fået sit navn af de klappere, der klappede i hænderne eller anvendte et specielt klaptræ for at skræmme vildtet frem, når de gik gennem såten, hvor skytterne stod på post og kunne skyde det opskræmte vildt. Tidligere var det almindeligt, at godserne anvendte skolebørn til at klappe på efterårets klapjagter.

I dag afholdes egentlige klapjagter ikke så mange steder, fordi klapperne er afløst af hundeførere og klaptræet er afløst af lange kæppe, som der slås med for at jage fx fasaner op. Traditionel klapjagt drives for det meste med 10-12 skytter og et antal klappere, der passer til jagtområdets størrelse. Jagten deles i 6-10 såter (mindre jagtområder), som klapperne i en lang kæde gennemtrawler, jager vildtet op, så skytterne, der har sat sig omkring såten, kan skyde det. Bagved skytterne står apportørerne, som sammen med deres hunde, sørger for, at alle fugle bliver samlet op.

Ritualerne i forbindelse med en klapjagt er mange. Udførlig invitation skal udsendes i god tid. Det skal aftales med jagtherren, hvilke såter man skal jage i og i hvilken rækkefølge. Som jagtdeltager skal man møde i god til og være iført jagttøj og med sit våben klargjort til mødetidspunktet, når jagtherren byder velkommen og indleder parolen. Parolen er en vigtig del af ritualet. Under denne står jægerne med hatten i hånden og knækket bøsse over armen og lytter synligt opmærksomme til jagtherrens præcise bemærkninger om, hvordan jagten foregår, frokosten, sikkerhedsregler, hvad der må skydes m.v.

Et andet væsentlig jagtritual er signalgivningen. Råben og skrigen under en jagt er bandlyst – der gives bestemte råb til signal eller der bruges hornsignal til fx at fortælle klapperne, hvordan de skal rykke frem i såten.

Jagten afsluttes også med et fast ritual, vildtparaden. Det anses for højst upassende, at forlade jagten før denne er overstået, uanset hvor travlt man har. Vildtparaden anrettes på en jævn plads i skoven eller på en nyrevet gårdsplads, så vildtet tager sig godt ud. Vildtet lægges op efter en fastlagt rangorden; først råvildt på fløjen med bukke øverst og dernæst råer og lam; i anden række ræve og harer og derefter det flyvende vildt, først fasaner, dernæst agerhøns, ænder, duer og andet fuglevildt – hannerne lægges før hunfuglene. Har man skudt en sneppe, er den særlig fin og placeres på fløjen, foran evt. ræve. Har man på jagten nedlagt en buk, lægger man sneppen ved halsen på den største af disse. Hver tiende stykke vildt trækkes en kropslængde frem, så det tager sig godt ud og man let kan overskue, hvor mange stykker vildt, der er nedlagt. Og det er en uskreven lov, at ingen træder henover vildtet.

Jagtherren stiller sig op foran paraden med skytterne til venstre for sig og apportører og hornblæsere på sin højre. Klapperne står bagved paraden. Under paraden blotter alle tilstedeværende deres hoved, mens dagens jagtudbytte opremses. Skytterne og hjælperne takkes og slutteligt blæses der for det nedlagte vildt, og jagtherren siger ”jagt forbi”. Har der været hejst et flag, tages dette ned. Ritualerne tages meget seriøst, og hvis en deltager ikke opfører sig i overensstemmelse med ritualerne, er det almindeligt, at denne bliver bortvist og nok ikke skal regne med at blive inviteret på jagt igen.

Indianske folks forhold til dyrene og naturen

I følge de indianske myter er mennesker og dyr nært beslægtede. Fx mener nogle af Nordvestkystens folkeslag, at deres forfædre var dyr, der landede på kysten og tog deres dyreham af, blev mennesker og grundlagde de forskellige klaner.

Selvom de indianske myter findes i mange udgaver, går fortællingen om kaos og kosmos igen. Da jorden med dyrene og menneskene var blevet skabt, var det menneskets ansvar at holde orden på den, for at holde kaos på afstand. Til dette brugte de kulten og ritualerne.

Begyndelsen var den mytiske tid. Da bestemte dyremenneskene og gjorde verden beboelig. Efter en stor oversvømmelse (der dog ikke beskrives hos alle folkene) fulgte en historisk tid. Her blev nogle af dyremenneskene til mennesker, andre blev til dyr. Det er en af forklaringerne på det nære slægtskab mellem mennesker og dyr. Eleverne kender sikkert ordet totem eller totempæl. Ordet er indiansk og henviser netop til det slægtskab, der er mellem mennesker og dyr. En bestemt gruppe mennesker, en klan, havde en bestemt dyreart, fx en bjørn, som deres totemdyr. De hed derfor bjørneklanen og mente at dele fælles forfader med bjørnene og have samme mana, samme livskraft som bjørnene.

”Hvad er mennesket uden de vilde dyr? Hvis alle dyr forsvandt, ville mennesket dø af en stor ensomhed i sjælen. For alt som sker dyrene, sker ikke længe efter for mennesket. Alting er kædet sammen.” (Fra tale af suquemihøvdingen Seattle, 1854 – til De forenede Staters præsident.

Allerede siden palæolitisk tid (tidlig stenalder) har en rituel runddans været overordentlig udbredt i hele Eurasien, Østeuropa, i Melanesien, hos de californiske indianere m.fl. Den rituelle runddans anvendes enten for at forsone sig med det nedlagte dyrs sjæl, eller for at sikre forøgelsen af vildtbestanden. Dette stammer klart tilbage fra den tidlige stenalders jægere. Cirklen, der er tydelig i rundkredsen og runddansen, har fra de tidligste tider symboliseret den uendelige helhed og dermed slægtskabet mellem menneskene, dyrene og resten af universet.

Blandt inuitter på øen Nunivah ud for Alaska blev om vinteren som afslutningen på jagten afholdt en såkaldt ”Blærefest”. Her blev dyrenes blære givet tilbage til dyrene, for at de kunne tage bolig i nye fangstdyr. Under blærefesten bærer unge og voksne mænd dyrehoveder på panden – mænd fra samme slægt bærer samme dyrehoved. Mændene identificerer sig således med det dyr, de bærer, hvilket skaber en alliance mellem jægeren og dyret, så det lettere lader sig fange.

Menneskets forhold til naturen udfra den bibelske fortælling

I teksterne fra 1. Mosebog findes de to skabelsesberetninger og fortællingen om Noas ark. Det er ikke her tanken at gå ind på forskellene i de to skabelsesberetninger (1. Mos. kap. 1-2,3 tager udgangspunkt i et enormt, øde verdenshav, hvor Gud skaber alene ved sit ord, medens der i 1. Mos. kap. 2, 5-25 fortælles om et tørt landskab, som råber på regn, hvor Gud selv former det, der skabes).

Fokus skal her være på, at det er Gud, der skaber mennesket i sit billede og sætter dem som herskere over alle dyr og planter – hele naturen, og giver mennesket lov til at navngive alle levende væsener. Alle planter får mennesket til føde og i fortællingen om Noas ark udvides dette til også at omfatte dyrene. Mennesket bliver m.a.o. sat til at både herske og vogte over naturen.

I Bibelen er der ellers ikke særligt opmærksomhed på naturen som noget for sig, men i højere grad på forholdet mellem Gud og mennesker og forholdet mellem mennesker. Fordi mennesket er skabt i Guds billede, består der en tæt sammenknytning mellem Gud og mennesker. Heri ses en tydelig forskel til fx indianske mytologier, hvor naturen beskrives som en uerstattelig del af menneskelivet (jf. citat af høvding Seattle). Men uanset, hvilken verdensopfattelse man har, er det en menneskelig grunderfaring, at naturen er en del af det at være menneske – mennesket er simpelthen en slags natur, og at mennesker er en del af naturen.

Forskellige religioners spiseregler

Kristendommen

I kristendommen er der ikke nogen regler for, hvad man må spise. Ud fra teksterne i 1. Mosebog som eleverne har læst, har mennesket fået først alle planter og dernæst de fleste dyr til føde. De begrænsninger der lægges på, hvad mennesker må spise og de spiseregler, der findes i Mosebøgerne gøres der op med i Det nye Testamente. Udfra fx teksten i Matthæusevangeliet kap. 15, v. 17-20 er der ikke noget af det mennesket putter i munden, der kan gøre det urent, men det der går ud af munden, som kan såre andre mennesker.

Men udfra 1. Mosebogs tekster om, at mennesket har fået ansvar for at vogte og værne om dyr/naturen, har der alligevel udviklet sig nogle dyreetiske normer for, hvordan vi skal behandle vores dyr med respekt, både når vi holder husdyr, når vi opdrætter og slagter de dyr, vi spiser og når vi går på jagt. Dette afspejles også i vores lovgivning og hos de dyreværnsorganisationer, der arbejder for dyrenes velfærd.

I de to andre store religioner, der i store træk har fortællinger fra 1. Mosebog fælles med kristendommen, nemlig jødedom og islam har man egentlige spiseregler.

Jødedommen

I jødedommen taler man om, at noget er kosher, der egentlig betyder ”egnet” og betegner de ting, som det er tilladt at nyde. Kort sagt er de jødiske spiseregler, der baserer sig på bl.a. Mosebøgerne følgende:

Man må ikke gå på jagt, for dyr, der er skudt, kan i sagens natur ikke være slagtede efter forskrifterne og det at alt for mange dyr bliver skamskudt anses for dyrplageri.
Man må spise kød af pattedyr, der både er drøvtyggere og har spaltede klove. Som følge heraf er det forbudt at spise fx svinekød og hestekød.
Man må også spise fjerkræ indenfor visse grænser. Det er fx forbudt at spise rovfugle.
Man må spise fisk, hvis de har tydelige skæl og finner. Det er forbudt at spise skaldyr og bløddyr, fx rejer, østers og snegle.
Pattedyr og fjerkræ skal slagtes efter bestemte forskrifter, der kaldes Shechitah og udelukkende foretages af uddannede folk, der med en meget skarp kniv skærer dyrets store halspulsåre over med ét snit, så dyret mister bevidstheden straks og så mest muligt blod hurtigst muligt løber ud af dyret.
Man må ikke spise blod, og for at alt blod skal komme ud af kødet, gennemgår det en bestemt proces, før det tilberedes.
Man må ikke spise dyr, der lider af livstruende sygdomme.
Hvis en jøde lever strengt efter de rabbinske forskrifter af kosher husholdningen, bliver det mere kompliceret, eftersom det ifølge rabbinerne ikke er tilladt at have mælkeprodukter og kød sammen (udfra en fortolkning af en sætning i Torah, der forbyder, at man koger et kid i dets moders mælk). Så skal man have to sæt tallerkener, gryder, potter og pander etc.

Islam

I Islam findes der også nogle spiseregler, der bl.a. fremgår af Koranen, som muslimer bør følge:

Det er ”hallal” (betyder ”tilladt”) at spise fugle, fjerkræ, fisk, vildt og kvæg.
Det er ”haram” (betyder ”forbudt”) at spise svinekød og svineprodukter, blod, kød af selvdøde dyr, kød af dyr indviet eller ofret til andre end Gud og kød af dyr dræbt ved kvælning, som er blevet stanget ihjel eller er blevet delvis opædt af vilde dyr. (Dog er der en undtagelse fra dette, hvis man er ved at dø af sult).

Når man køber kød hos en såkaldt halal-slagter, indebærer det at slagteren før han slagter kødet siger ”bismillah, allahu-akbar” (betyder ”i Guds/Allahs navn, Gud/Allah er stor) for at minde mennesket om, at det slagtede dyr er skabt af Gud. Af respekt for Guds skaberværk skal man også anvende så meget som muligt af dyret. Dyr der skal slagtes, skal behandles godt, må ikke være skræmt og må ikke slagtes i andre dyrs nærvær. På samme måde som jøder slagter muslimer dyret ved med ét snit at overskære halspulsåre, luft og spiserør og må ikke skære i dyret, før de sidste naturlige krampetrækninger er overstået og blodet er løbet fra. Det er den tilladte (”halal”) måde at slagte på, for at mest muligt blod kan løbe fra og fordi muslimer mener, at det er den mest skånsomme og mindst smertefulde slagtemetode for dyret, der som følge af det skarpe, hurtige snit, mister bevidstheden indenfor få sekunder.

Fællestræk og modsætninger

Udfra disse tre religioner vil man altså sige, at det er ok at slå dyr ihjel med det formål at spise det, men at man skal sørge for at behandle dyret som en medskabning, man har ansvar for at behandle med respekt. Ifølge jødedommen er det ikke tilladt at gå på jagt, mens det nok vil kunne forsvares indenfor kristendom og islam for så vidt dyret behandles ansvarligt og med respekt.

Fælles for det bibelske udgangspunkt fra 1. Mosebog og fx indianske religioner er altså respekten for naturen. En respekt, der også går igen, i de jagtritualer eleverne har deltaget i. Man træder fx ikke henover det vildt, man har nedlagt af respekt for dyret. Dette kunne minde om indianske og eskimoiske stammers ritualer efter en jagt, hvor de viser det nedlagte dyr respekt og fx giver det gaver for at forsone sig med dyret, så det vil lade sig jage igen (udfra den tanke, at dyrets egenskaber/sjæl vandrer over i et andet dyr). Også prærieindianernes bison-dans, hvor de klæder sig ud som bisoner, er et eksempel på et ritual, der skal få dyreflokkene til at vende tilbage, så man kan få en god jagt. Rundkredsen om bålet efter jagten, som eleverne deltog i, er selvfølgelig også et eksempel på, hvordan jægere siden stenalderen vha. cirklen har forsøgt at gendanne og styrke fællesskabet mellem mennesker og dyr.

Forslag til videre arbejde

Man kan i forlængelse af samtalen om, at de oprindeligt vilde dyr er blevet tæmmet og blevet til husdyr, og at husdyrholdet er blevet industrialiseret, inddrage nogle aktuelle tekster omkring fx de lange dyretransporter: Husdyr er blevet til en eksportvare, der i nogle tilfælde i levende tilstand er blevet transporteret over lange afstande i dagevis og er nået frem totalt afkræftede eller døde. Hvorfor forarges vi over det og forsøger at lovgive imod sådanne transporter? Hvad funderer vi vores dyreetik på?

Litteratur

Aminah Tønnsen: Islam. Gyldendal 2003.
Bent Melchior: Jødedom. Gyldendal 2004.
Knud Erik Andersen og Søren Hahn: Naturreligioner. OP-forlag 1995.
Gads religionsleksikon. Kbh. 1999.
Gyldendals Jagthåndbog. Red.: Henning Kørvel. Kbh. 1999.
Henning Kørvel & Mogens Andersen: Skovjagt. Aschehoug Fakta & Danmarks Jægerforbund 1994.
John Rydahl m.fl.: Liv og Religion 3 og 4. Gyldendal Uddannelse 2002, 2004.
Mircea Eliade: De religiøse ideers historie bd. 1, 4. Gyldendal 1995.
Verdens mytologier. En illustreret guide. Red.: Roy Willis. Munksgaard/Rosinante 1994.

Hvem, hvad, hvor

Fag

Kristendomskundskab

Klasse

4. - 6. klasse

Sted

Skov, Åbent land

Årstid

Forår, Efterår, Vinter

Grej

Varm påklædning, gummistøvler og overtøj i naturlige farver (grøn, brun, sort)
Regntøj medbringes
Mad og drikkelse
Evt. digitalkameraer eller mobiltelefoner til at fotografere med.

Tid

En skoledag til ekskursion samt ca. 4 lektioner – 1 til forberedelse og 3 til efterbehandling (1 enkelt- og en dobbeltlektion).

Undervisningsmål

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.

Kolofon

Forfatter
Anne-Birgitte Zoëga, leder af Folkekirkens Skoletjeneste i Helsingør.

Redaktør og foto
Malene Bendix.

Inspiration og lignende materialer

4. - 6. klasse

Undervisningsforløb

Saltindhold og fjordens fisk