17. september 2014

DGI bag nyt stort udeskoleprojekt

DGI står bag et nyt stort projekt, som sender københavnske elever ud i naturen, hvor de fleste børn lærer bedst.
Skolebørn skal ud og måle hvor stejl bakken er
Når man har prøvet at rulle ned ad en stejl bakke, så ved man, at det godt kan gå stærkt og give et sug i maven. Men de færreste har prøvet, hvordan man bagefter med et kompas i hånden kan måle bakkens præcise hældning.
 
I løbet af de næste to år rykker storkøbenhavnske skoleelever og deres lærere ud i det helt store og grønne klasseværelse, som naturen er. Det sker med projektet ”Udeskole – læring i bevægelse”, som DGI står bag med støtte fra Nordea-fonden.
 
”Forestil dig en skoleklasse, som en dag om ugen, året rundt tager dagens undervisning med ud i naturen. Geometriske former på sten og træer, læsning liggende i græsset og inddragelse af lokale grønne områder – der er så mange muligheder. Og samtidig indbyder naturen automatisk til mere bevægelse end det typiske klasseværelse,” fortæller koordinator Martin Machado fra DGI Storkøbenhavn, der selv har kørt flere såkaldt eksempla-riske forløb, som nu skal tjene til inspiration for lærerne i de københavnske grundskoler.
 
Han peger på, at al ny forskning viser, at børn lærer forskelligt og at en meget stor gruppe lærer bedst, når undervisningen er visuelt anderledes og håndgribelig.
 
Lærere skal selv på skolebænken
Men ikke alle lærere er klædt på til at rykke skolen ud i naturen.
”Mange lærere er usikre på, hvordan de kan tilrettelægge et godt udesko-leforløb, og derfor er uddannelse af lærerne en vigtig del af projektet,” fortæller han. Tanken er, at give nogle lærere så grundig en efteruddannelse, at de vil kunne løfte deres egen skole op til at blive en profilskole på området.
 
Nordea-fonden har støttet projektet med 4,2 mio. kroner
”Projektet falder helt i tråd med vores ønsker om at lade leg og læring gå hånd i hånd. Samtidig passer projektet ualmindelig godt til intentionerne bag folkeskolereformen, som har sat nye læringsformer og ikke mindst bevægelse på dagsordenen,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.
 
Bredes ud til hele landet
Udeskole-projektet begynder så småt i november 2014, hvor interesserede skoler og kommuner har mulighed for at blive en del af projektet, der dog først for alvor går i gang i det kommende skoleår. På længere sigt er det tanken at brede projektet ud til hele landet.
 
Kontaktinfo
Koordinator Martin Machado, martin.machado@dgi.dk tlf. 2129 3278

Sidste nyt

Viser  ud af