I skal kunne klare jer

Tagrør

Vi går i en række langs åen. Solen skinner og varmer ned over håret og ryggen. Vi snakker. Stemmer og grin løber frem og tilbage langs rækken af børn på den smalle sti mellem tagrør og å. Ude i åen sejler Gordon, vores lærer, i en tomandskajak med Lisbeth. Hun har svært ved at gå så langt, men de vinker ind til os. Rundt om dem padler Jens, Niels og Gudrun op og ned ad strømmen i hver sin enmandskajak. Over os står tagrørene høje og vifter med deres brune toppe. Det er en gylden dag. Mens vi går griber hænderne om stråene og trækker dem med os. Alting summer i solen. Pludselig lyder et skrig oppe fra den forreste del af rækken. Det er Henrik. Han har skåret sin finger på et tagrør, som er flækket i hans hånd. I det samme mærker jeg en skærende smerte i min langfinger – og da jeg kigger, ser jeg en dyb revne, som jeg skynder mig at lukke med den anden hånd, før blodet vælter ud. Nu kommer min veninde Gitte løbende med noget papir, som vi vikler hårdt rundt om fingeren. Og så går vi videre.

Bivuak

På et tidspunkt kommer vi til det sted, hvor vi skal sove. Nogle af de andre finder førstehjælpskassen frem –Henrik og jeg får viklet nyt køkkenrulle rundt om de sårede fingre – og plaster stramt om. Og så går Hartvig – vores lærer – i gang med at slå tagrør med sin le. Gordon viser os, hvordan vi bygger stativer til små trekantede bivuakker af rafter de har lagt ud – og høstbindergarn. Mig og Gudrun skal sove sammen – og da vi har bundet vores trekantede stativ sammen og sat tre stykker snor på langs – sidder vi på hver sin side og skiftes til at binde en håndfuld tagrør op ad stativet. Det er sjovt og til sidst står et smukt lille ly med tagrørstoppe. Vi ruller vores soveunderlag ud – og lægger vores ting derind. Og så er vi klar til at tænde bål.

Vi går nok i 4. – 5. klasse. Og vi er på tur. Vi er vant til det. Siden 1. klasse har vi været på Kulsølejr i sidste uge af skoleåret hver sommer. Her har vi boet i telte eller bivuakker og levet af bålmad og kajaksejlads, udforsket mosen og skoven, spillet guitar og sunget lejrbålssange – og først og fremmest været sammen i naturen.

Atomkrig

Det er i 1970érne. Vi går på Rødding Friskole – en masse unger, som kan meget forskelligt. Vesteuropa og Warszawa-pagten opruster på begge sider af Jerntæppet – og vi er bange for det. Vi ved, hvad en atombombe er. Vi hører om oprustning i radioavisen hen over de snakkende søskende ved morgenbordet. Hvad kan der ske? Hvad kan vi gøre? En dag i skolen taler vi om det. Og så siger Hartvig noget, som bliver livsforandrende for mig, ja en indgang til verden. Han siger, at uanset hvad der sker, så skal vi kunne klare os. Vi skal vide, hvordan vi kan finde mad, hvordan vi bygger et ly, finder vand, tænder bål og får varme. Vi skal kunne at læse vejret, synge sange, få alle med. Hvilke planter kan vi spise? Er der regn i de skyer der? Hvorfor blæser vinden? Hvorfor skinner stjernerne? Alle svar skal vi finde, kende og bære videre. For vi skulle kunne klare os.

Hjul for læring

Egentlig var jeg en lille tynd læsepige, som nok var endt på et litteraturstudie, hvis jeg skulle følge mine evner. Men Hartvigs ord blev et hjul for læring for mig. Og koblet med ”I kan, hvad I vil”. Og ”Bliv gale”, hvis det ikke ville, gav de masser af mod til at gå på også det svære stof – fx naturfag – som jeg ikke umiddelbart var god til. Hartvigs ord gav også en vendthed mod verden. En nysgerrighed og opmærksomhed på naturen og kulturen omkring os. Hvilke teknikker kan vi lære af? Vi formede jydepotter og brændte dem sorte ved milebrænding uden ilt under jord og græstørv. Vi byggede en cykelbane, målte hastighed og reparerede cykler i vores hjemmelavede cykelværksted. Vi syede vores egne redningsveste, som vi afprøvede i svømmehallen, før vi brugte dem i kajakkerne. Verdensvendtheden var også en opmærksomhed på samfundet. Vi skrev digte om fred og læste dem op. Vi lærte om drivhuseffekten og følte et ansvar for at gøre noget. Tænk at skolen kan sætte alt det i gang.

Civilt beredskab

I har bedt mig om at skrive om at preppe. Og det er det, jeg forsøger, med de her billeder fra gamle dage… selv om ordet preppe mest vækker billeder af store mænd, som graver sig selv og deres familier ned i jorden med lagre af mad og våben. Det vi lærte kunne man kalde civilt beredskab. Det var myndiggørelse. Det var at tage børn alvorligt og komme deres tanker og frygt i møde med handlemuligheder, som fører til, at de lærer for livet. I et samfund skaber det borgere, som kan klare sig og få alle med, hvis det bliver nødvendigt.

Hvad nu

Hvordan taler vi alt det ind i nutiden? I vores tid, hvor klimakrisen er reel og tydelig for enhver med åbne øjne. Hvor vores natur gisper efter vejret og arter forsvinder for øjnene af os med frygtindgydende hast? Hvor vi har krigen tæt på – og hvor vores børn og unge trives dårligt. Svaret ligger lige for. Handling skaber forvandling. Der er så meget at gøre. Verden skal igennem et nåleøje, hvor vi skal gøre alting på nye måder, som fungerer indenfor de planetære grænser. Vi skal invitere børn med til at skabe løsninger – i børnehøjde naturligvis. Og bruge den pokkers brændende platform, som vi desværre selv har skabt, som hjul for at give børn og unge en grund til at kaste sig ind i verden, for at være i den og lære om den – og være med til at finde veje ind i grøn omstilling.

Grøn Trepart ligger lige for. Frem mod 2045 skal vi plante 250.000 hektar ny skov og genskabe ådalenes og lavbundsjordenes enge, moser og slyngede vandløb. Vores landskaber vil ændre karakter mod mere natur. Der er nok at gribe fat i. Og vi skal invitere børnene med – i børneniveau og via skolen. Her kan vi bruge al den viden vi har om udeskolens kobling af teori og praksis, som vi forsøger at formidle og inspirere til via Skoven i Skolens hjemmeside. I Skoven i Skole håber vi også sammen med Naturstyrelsen, at få mulighed at invitere børn til at plante træer igen i det som tidligere hed Genplant Planeten – og som måske kommer til at hedde ”Danmark planter – med Grøn Trepart”, hvis vi finder støtte til det. Det kan måske være en lille del af en civilt beredskab at plante ny skov, lære om skov, træ og klima – og tænke frem og med.

Børn skal stifte bekendtskab med mange forskellige former for viden, praktisk som teoretisk. De skal fylde deres rygsække med erfaringer. Hele livet igennem kan de trække op ad den rygsæk – og kombinere viden derfra med ny viden. Børn skal preppes med glæde, nysgerrighed og fællesskab. De skal myndiggøres. Og de skal have hele verden i gave.

Sidste krølle

På min højre langfinger har jeg stadig arret fra den solskinsdag langs åen. Det minder om solskin på håret, om bivuakker og bålmad og om min ven Henrik, som også bærer et ar. 
 

Artiklen er bragt i magasinet "Dansk Friluftsliv" nr. 126, januar 2026, som udgives af foreningen Dansk Friluftsliv, forum for natur- og friluftsliv. Artiklen udgives som blog på Skoven i Skolen med tilladelse fra Dansk Friluftsliv.