Økokritisk prædiken om Skabelsesberetningen

Hvorfor en prædiken

Præst Laura Lundager Jensen fra Osted Valgmenighed bad mig holde en prædiken om Skabelsesberetningen til musikgudstjeneste i Osted Kirke den 26. maj 2024. En uges tid senere fik jeg mulighed for at holde den igen fra toppen af Trehøje i Mols Bjerge, da bestyrelse og råd i Nationalpark Skjoldungernes Land var på studietur. Det var sjovt at skrive den - så nu får I den også her:

Prædiken

Hvorfor er vi her? Hvordan kom vi her? Og hvor går vi hen? Kan vi finde svar på nogle af de spørgsmål i biblen? Hvis vi kigger i Første mosebog, så startede det sådan her:

I BEGYNDELSEN
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Dengang var jorden øde og tom, der var mørke over urdybet – og Guds ånd svævende over vandene. Man kan levende forestille sig det mørke, tomme, øde. Men så går Gud i gang. Han skaber lys og mørke, dag og nat, den første dag. Han skaber himlen på den anden dag. Den tredje dag skaber han jorden, havet og planterne. Og så først på dag fire kommer solen, månen og stjernerne. Den femte dag skaber Gud den mangfoldige vrimmel af havets dyr og fuglene. Og den sjette dag kommer landjordens dyr – og mennesket, manden og kvinden, som Gud skaber i sit eget billede. Han beder mennesket herske over jorden – og giver dem planterne til føde. Og så hviler Gud sig på den syvende dag.

EVOLUTION
Det er en smuk fortælling. Og for en biolog som mig ikke så langt fra den naturvidenskabelige evolutions fortælling om jordens skabelse for 4,6 milliarder år siden. Vi har ursuppen fuld af grundstoffer, som ved et mirakel, tid, kemi, torden og lynild samlede sig til de første celler for mere end 3.8 milliarder år siden. Det første liv, som kunne dele sig og formere sig – og sende arvemasse ind gennem udviklingshistorien. Og som gennem æonerne af tid og atter tid udviklede sig til myriader af fugle, fisk og mellem – vidunderlige væsner, hvoraf mange stadig er ukendte for os – en skat, vi har arvet.

En skat, som vi mennesker fik lov at herske over, umulig at genskabe. En skat, som vi lige nu af besynderlige årsager er i færd med at udrydde. Arter forsvinder for øjnene af os. Et par tal siger mere end mange ord. Vi har omkring 65.000 arter af pattedyr i verden. Hvis vi anslår vægten af alle verdens pattedyr, så består 96 procent af vægten enten af os mennesker eller af vores husdyr – heste, grise, køer og får. De resterende 4 procent er alle andre pattedyr, elefanter, blåhvaler, leoparder, spidsmus, giraffer, isbjørne og flyveegern. Alverdens vidunderlige væsner med hår, tænder og mælkekirtler står kun for 4 procent af verdens pattedyrs vægt. Videnskaben kalder det, der foregår for øjnene af os, den sjette masseuddøen. Den femte foregik for 65 millioner år siden, da et meteornedslag udryddede dinosaurerne og 75 procent af alt liv. Denne gang er meteornedslaget mennesket.

OM AT HERSKE OG VOGTE
Men Gud sagde jo, at vi skulle herske over himlen og jorden og alle væsnerne. Så er det ikke hans vilje, at vi bare skal bruge løs af naturen – hvis vi tror på den fortælling? For mange år siden arbejdede jeg med at udvikle udeundervisningsmaterialer for kristendomskundskab sammen med John Rydal, som var formand for religionslærerforeningen. John forklarede mig, at vi har misforstået ordet ”Herske” i Skabelsesberetningen. Vi skal ikke herske som fyrster, der bestemmer og udnytter. Vi skal herske i overensstemmelse med Guds bud – ved at drage omsorg for det skabte. I skabelsesberetningen hedder det også, at Gud satte mennesket i Edens have for at han skulle dyrke og vogte den. Altså ligesom en hyrde tage sig af og beskytte det skabte.

Vi skal drage omsorg for den verden og den natur vi har arvet. Både for vores medarters skyld – men også fordi vi er forbundet. Når havene dør – dør vi også. Når insekterne forsvinder, forsvinder vores afgrøder også. Vi hænger sammen med verden. Både med vores medarter, men også med vores medmennesker – og med de mennesker, dyr, planter, alger, svampe og alle de andre, som skal leve i fremtiden. 

KRISER
Mange taler om at vi lever i krisernes tid. I ved det og hører det til hudløshed. Der er klimakrise, biodiversitetskrise, krig – og også trivselskrise. Ordet ”krise” betyder afgørende forandring, pludselig ændring eller skæbnesvanger forstyrrelse. Vi står overfor forandringer. Det kræver vores opmærksomhed.

MOBILER
Det kan være fristende at lade som om det ikke sker. At koble sig af verden. Og det gør vi lige nu. Vi har hver især et lille bekvemt kaninhul i lommen i form af en kold, sort skærm, der med sin lokkende teknologi suger vores opmærksomhed til sig. Virksomheder bag apps, spil og sociale medier lever af vores tid, af at vi ikke kan lade være med at skrolle os dybere og dybere ind i deres universer. Vi får små belønninger undervejs, så vi bliver i det virtuelle, der umiddelbart tilfredsstiller vores behov for underholdning, men også stresser os og er med til at ødelægge os med dets krav om likes, opmærksomhed – og dets til tider grænseoverskridende indhold.

TID
Tilværelsen består kun af tid. Pludselig er den gået. Hvad bruger vi den på? Hvis vi kigger på vores fritid, så bruger halvdelen af os mellem 1 og 3 timer på deres smartphone hver dag. Og cirka en tredjedel af os bruger 3 – 5 timer og derover. Hvis vi også skal gå i skole, arbejde, spise, elske og sove, så er der ikke meget tid til at leve – endsige skabe forandring. Alting skal gå hurtigere. Vi føler, vi har mindre tid til de vigtige ting. Vi bliver trætte og orker ikke mere lave mad, læse en bog, spille klaver, lære at brodere, tale med vores børn. For de små kolde skærme lokker os væk fra virkeligheden. Gør os ulykkelige, ensomme, afhængige.

Det er den perfekte storm. Kriserne i den virkelige verden kræver, at vi er vågne, opmærksomme, nysgerrige og undersøgende, så vi sammen kan løse dem. Den digitale verden døver vores sanser.

RESONANS
Hartmut Rosa, en tysk sociolog, kritiserer i sin bog ”Resonans” det moderne samfund for at være præget af to tendenser – acceleration og konkurrence, som virker ødelæggende på mennesker, skaber de mange forskellige økologiske og menneskelige kriser – og efterlader os i en tilstand af kollektiv udbrændthed – en fælles depression. Når man har en depression mister man fornemmelsen af, at man kan handle og bevæge sig i retning af en meningsfuld fremtid. Hartmut Rosas bud på en løsning er det tyske ”aufhøren” – at stoppe op. At kigge op. Fra skærmene. At være tilstede. Sammen. I virkeligheden.

KIG OP
Kender du det? Du står i en have og hænger vasketøj op. Hovedet summer af alt det du skal nå. Men græsset er regnvådt og glitrer i solen. Du kigger op i et par kæmpestore træer, som svajer i vinden – og pludselig ser du himlen, hvordan skyerne går i flere lag af forskellige mønstre og hylder verden i skiftevis sol og skygge. En skovdue flyver ind mellem granernes grene. En vifte af halefjer udbredt i gråt, hvidt og sort. Dens mage følger efter. Det er forår.

Resonans betyder at svinge sammen. Vi oplever det inden for musik, hvor toner går i resonans, strenge på et instrument kan svinge i klange, fysiske himmellegemer kan cirkle omkring hinanden – og kroppe kan svinge i takt. Du kan gå forbi et menneske på gaden, se ind i dets øjne, og forstå dets situation. Du kan danse med den kedeligste person, men pludselig mærke, at kroppene følger hinanden perfekt uden ordene. Du kan synge sammen med andre – som vi gør det her i kirken – og på en og samme tid give både udtryk og lytte til de andre, så det går op i en højere enhed. Du kan kigge på stjernehimmelen og blive så lille. Du kan se på en anden og komme til at grine. Du kan læse en sætning og blive så rørt, at du græder. Du kan se ind i et dyrs øjne og forstå, hvad det vil. Du kan vandre i naturen og mærke, at du er forbundet til alt.

Resonans kræver, at vi dykker ind i virkeligheden, åbner os for den med vores kroppe, hjerter og hjerner. Og at vi erkender, at vi er forbundne.

Vi er nødt til at kigge op nu. Skabelsesberetningen fortæller os, at vi har fået livet som gave. Både vores eget liv – men også hele skaberværket, at vogte og beskytte. Vi er skabt i Guds billede – og dermed også selv i stand til at skabe. Vi har skabt os og hersket – og glemt vores forpligtelse overfor skaberværket. Men vi kan og skal med indlevelse, omsorg, nysgerrighed, kreativitet og kærlighed søge nye veje for et mere cirkulært, bæredygtigt liv. Du skal elske din næste som dig selv, siger Jesus. Tænk, hvis din næste er alt liv som er, som var og som kommer?

Bøn

Kære Gud
Hjælp os til at passe på verden.
Luk vores øjne op, så vi ser klart.
Luk vores hjerter op, så vi mærker, at vi er forbundne.
Luk vores hjerner op, så vi søger vejen videre.
Luk vores hænder op, så vi handler nu.
Amen

Læsning fra Ny Testamente

Evangeliet til i dag er fra Markus-evangeliet kapitel 12 og handler om det første bud i loven det lyder sådan her:

”En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?«  Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«  Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.«  Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.«
Amen

Læsning fra Gl. Testamente: Skabelsesberetningen

Hentet her: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/1# 

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.  Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.  Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen.  Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete.  Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt.  Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.  Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt.  Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt.  Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!«  Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete;  Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.  Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«  Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde.  Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete.  Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt.  På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.  Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

Det var himlens og jordens skabelseshistorie.