Design en stol

Undersøg stole - design selv en stol - og lav en model.
Lav en model af en stol.

Kort om forløbet

Eleverne skal se og afprøve stole af forskelligt design. De skal overveje hvordan form, funktion og konstruktion hænger sammen. Og de skal selv designe stole og lave modeller.
 

Formål

Formålet med forløbet er at eleverne:

  • får en fornemmelse af, hvordan de tre styrende elementer i design, form, funktion og konstruktion, hænger sammen,
  • udtrykker iagttagelser og fantasier i rumligt billedarbejde,
  • eksperimenterer med billeder, her tredimensionelle værker,
  • iagttager, beskriver, fortolker og vurdere billeder, her skulpturer,
  • kommunikere idéer og betydninger i visuelle udtryk,
  • præsenterer egne og andres produkter ved udstillinger,
  • sammenligner træ og andre materialer til stolekonstruktion.
     

Forberedelse

Find stole
Eleverne starter med at indsamle et eksemplar af alle de forskellige stole, de kan finde på skolen. Find stole af træ, af plastik, af metal. Både indendørs og udendørs. Alle stolene samles i klasseværelset. Lav en stoleanalyse, ved at undersøge:

Form
Kig sammen på stolenes udformning - og snak om, hvordan de er formgivet. Hvilke er pæne - hvilke er grimme? Og hvorfor? Der behøver ikke at være enighed, men diskuter og argumenter.

Sid i stolene. Prøv dem alle sammen. Hvilken stol er rarest at sidde i? Det er ikke nødvendigvis den pæneste. Hvorfor er den god at sidde i? Lav en lille analyse af, hvordan stolen er formgivet. Brug tommestok og mål på stolene og på hinanden. Kig f.eks. på:

  • Hvor højt er stolens sæde placeret? Passer det med målet fra knæet og ned?
  • Hvor bred er stolen? Kan man være i den? Eller føler man sig alt for lille når man sidder i den?
  • Hvor dyb er stolen - passer det med målet fra knæhasen til lænden?
  • Hvordan er stoleryggen? Støtter den lænd og ryg?
  • Hvem er stolen lavet til? En voksen eller et barn?

Funktion
Se også på stolenes funktion. Hvad skal hver enkelt stol bruges til? Er det en lænestol som man skal slappe af i? En kontorstol, som skal kunne tilpasses til mange højder? En havestol, som skal kunne tåle at stå ude? En stol der skal kunne stables?

Afspejler brugen sig i formen? I det materiale der er brugt? I den måde stolen er konstrueret på? Hvis ikke - hvad er der galt? Hvis den gør - hvad har designeren gjort rigtigt.

Konstruktion
Se også på hvordan stolen er konstrueret - altså skruet sammen. Hvad er bærende i stolen? Hvad er båret?

Nogen stole er konstrueret så alt er skruet ind i sædet - der altså bærer stolen. Andre er grundlæggende konstrueret, så alt er skruet fast på ryg og ben - som så er det bærende i stolen. Er stolen konstrueret så den kan holde? Er den konstrueret så den kan noget specielt?

Materialer
Hvilke materialer er valgt? Naturmaterialer som træ, bambus, peddigrør, læder, hør og bomuld? Metal som crom, stål, jern? Kunstmaterialer som plastik, glasfiber og polyuretanskum? Hvad kan de forskellige materialer? Hvad betyder materialet for formen, funktionen og konstruktionen?

Det hele
Snak om hvordan form, funktion og konstruktion hænger sammen - og gerne må afspejles i hinanden.

Se en film
Efter sådan en afprøvning er det på sin plads med en film. Sæt jer i stolene og se på eksempler på stoledesign, f.eks. via videoen "Portræt af Nanna Ditzel" eller andre.

Find flere stole
I kan også finde flere stole i møbelkataloger, i bøger og på nettet.

Virksomhedsbesøg
Besøg evt. en virksomhed, der designer, producerer eller sælger stole. Det kan være en designer, en møbelfabrik, en møbelsnedker eller et møbelvarehus. Lav på forhånd en aftale med virksomheden.

Du kan få ideer til hvordan I kan lave et spændende virksomhedsbesøg.
 

Sådan gør du

Drømmestolen
Snak med eleverne om, at nu skal de designe deres drømmestol. Derfor skal de samle det bedste fra alle de stole, de har set - og lave den perfekte stol. Den skal selvfølgelig være pæn og passe godt til kroppen (form). Den skal også passe til det den er lavet til (funktion). Og den skal være konstrueret ordentligt, så den ikke falder sammen når man sætter sig i den (konstruktion). Materialerne skal passe til alt det.

Eleverne skal altså nu sætte sig i designerens sted - og:

  • Forestille sig hvilken type stol de vil lave - og hvad den skal kunne. (funktion: lænestol, spisebordsstol, havestol, skolestol, barstol, gyngestol, autostol, liggestol, skammel, stabelstol, tandlægestol osv.).
  • Drømme og fantasere om, hvordan den skal se ud - eller formgives.
  • Tænke igennem, hvordan sådan en stol kan konstrueres.
  • Tænke på, hvilket materiale den skal laves i.

Skitser
Eleverne kan begynde med at skitsere deres drømmestol på papir ud fra de fire punkter ovenfor. Skitserne kan de lave på papir eller på computeren i et maleprogram.

Hæng alle skitserne op, og snak om hver enkelt - igen ud fra form, funktion, konstruktion.

Lav model
Hver elev udvælger den bedste af sine skitser, og konstruerer en tredimensionel model af den.

Hvis I vil lave store modeller - 1:2 eller 1:3 - kan I lave modellens grundkonstruktion ved at snurre ståltråd omkring papir, som kan formes og sammensættes til stolens skellet. I skelettet kan der indføjes forskelligt materiale, for at skabe den rigtige form. Til sidst kan I beklæde det hele gipsgaze, for at få en ensartet overflade.

 

Du kan bruge avis, ståltråd og knibtang til at lave modellen.
Foto: Helen Klavsen.

Lille model
I kan også lave en mindre model (1:4 eller 1:5). Så kan I bruge tykt ståltråd og tape eller pap til beklædning. Sådanne små modeller kan laves meget præcist.

Hvis der er behov for det, kan I sætte stolen fast på en sokkel (f.eks. en lille træplade) med kramper eller søm.

Til sidst maler I stolen med akrylmaling, og dekorerer den evt. dekorativt materiale.

Udstilling og evaluering
Lav en udstilling med alle elevernes stole - og lad hver elev fortælle om tankerne bag hans/hendes stoledesign. På den måde kan I også evaluere forløbet.
 

Baggrund

Design
Design er en vigtig del af vores hverdag. De fleste af de ting vi omgiver os med, er formgivet af mennesker, der har lagt fantasi, analyse og kræfter i at få en ting til at se ud, som den gør. Brugsgenstande som stole, borde, glas, håndmixere, tørretumblere - ja alt i vores hjem - er formgivet ud fra den funktion, de skal kunne opfylde - og ud fra de muligheder og begrænsninger, der ligger i den konstruktion og det materiale der er valgt. At se på form, funktion og konstruktion er derfor grundlaget for at forstå, hvorfor de ting der omgiver os har fået den form, de har.

Træ og andre materialer
Træ er et af de mange materialer, man formgiver med i dag. Det har sine styrker: Det er smukt, enkelt at bearbejde med værktøj, og stærkt og let på samme tid. Det har en vis elasticitet, og med nye teknikker kan det formes på næsten alle måder. Træet har også sine svagheder: Det svinder når det tørrer - og det arbejder hele tiden lidt, også selv om det er tørt. Det gør, at man skal forstå sig på at bruge det rent håndværksmæssigt. Træ er heller ikke så stabilt udendørs. Det skal ofte behandles med lak, olie eller maling for at kunne tåle vind og vejr.

Andre materialer som metal, plastik, gummi, glas, porcelæn, keramik osv. har andre positive og negative egenskaber. Når man formgiver, må man tage hensyn til alle disse forskellige egenskaber, og vælge det materiale der passer bedst til den funktion som tingen skal opfylde.

Stole og form
I forløbet her ser vi på stole, fordi vi i Danmark har en fornem tradition for at designe møbler i træ. Mange af de klassiske og moderne møbler er kendt og brugt langt ud over landets grænser. Tænk på Arne Jacobsens stole "Myren" og "7'eren" der er bygget over en skal af formpresset finer. På Børge Mogensens "Tremmesofa" og "FDB-stolen". Eller på Hans Jørgen Wegners smukke stole "Stolen", "Y-stolen" og "Kinastolen". Der er også Kaare Klint, Nanna Ditzel, Verner Panton, Kasper Salto - og mange mange flere. Se og find billeder af stolene på nettet.

Om at lave modeller
"Kun når det er udprægede 3-dimensionelt formede stole, modelleres de op i gips, ellers er det ikke nødvendigt, der kan man klare sig i tegning. Men desto mere kurvede de er, desto mere nødvendigt er det at modellere dem op, for at kunne konstruere de kurver, som arbejderne skal bruge til at lave formene efter. Der ligger jo kurver på den led og den led, som er ganske umulige at tegne, før man har lavet sin model."
Citat: Arne Jacobsen om stolemodeller

Link til stole:

Danske Stole - fra Kunstindustrimuseet
Rud Rasmussens Møbler
Dansk Design Center
Bauhaus arkiv Museum for Design (Berlin) (på Tysk)
Cooper-Hewitt National Design Museum (på Engelsk)

Film
"Portræt af Nanna Ditzel"
"Møbelarkitekterne Rud Thygesen/ Johnny Sørensen" fremstillet i serien Danske Designere produceret af Landscentralen for Undervisningsmidler/ Undervisningsministeriet, udgivet af Forlaget HELLAS
"Det grønne møbel" af instruktør Peter Laursen Danmark, 1996,VHS: 161625 hos Det Danske Filminstitut.

Litteratur
"DESIGN med andre ord" Jesper Cement m.fl., Alinea 1999.
"Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 2 2001". Temanummer om DESIGN.
Tidsskriftet "FORMNING - Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 2 1990". Temanummer om DESIGN.
"ARKITEKTUR og DESIGN". Temahæfte nr. 8, Undervisningsministeriet.
UD & SE (med DSB). Ferietillæg 1999: 'Design Danmark'.
Gammelt materiale, som måske Amtscentral eller pædagogiskecentre ligger inde med: "Tingene omkring os - arkitektur", af Lars Hegelund, Gjellerup & Gad 1984 (lærerdel + grundbog).

Relaterede Fælles Mål for billedkunst bliver sat ind her, når de nye Fælles Mål er klar i 2014.