Hjernerevolutionen og fremtidens pædagogik

Oplægget til debatten lød sådan:

»I det omfang skolelærere og undervisere er blevet bedt om at dokumentere de forskellige metoder, de bruger, har det været nødvendigt at vende sig mod noget, der tilsyneladende så mere fast eller konkret ud. Og den type viden kommer typisk fra de naturvidenskabelige discipliner. Derfor efterlyser den pædagogiske verden i dag i stigende grad løsninger fra hjerneforskningen. Hvad kommer det biologiske perspektiv til at betyde for fremtidens pædagogik?”

Theresa og jeg var blevet bedt om at forberede et statement. Mit statement lød sådan:

"Hvis vi i Danmark tager den viden i anvendelse, vi har om hjernen og kroppens mange måder at lære på, så kan vi give alle de skolesystemer, der udpiner deres elever med mål- og teststyret røv til bænk undervisning, et gigantisk baghjul."

Her er mine bud på, hvordan vi (sammen med eleverne og forældrene) gør en allerede god skole til verdens bedste:

1. Dyrk livsdueligheden! Nyttiggør viden!

”Åh, det er så kedeligt!!!” Under dette suks svøbe løber nutidens lærere rundt for at finde modtræk, som for en stakket stund kan dæmpe dette dræbende suk fra eleverne. Trods alle lærerens gode forsøg og opfindsomme oplæg, ser rastløsheden og interesseløsheden ud til at vokse.”    
Paul Otto Brunstad

Kedsomheden er en af de mest afgørende pædagogiske udfordringer i vor tid. Skolen kan ikke løse kedsomhedens problem alene, men vi kan bidrage til at gøre problemet mindre ved i endnu hørere grad at prioritere dannelse og livsduelighed.  Manglen på relevans, nyttighed i praksis, gøder ligegyldigheden – det er skoleundervisningens (og informationssamfundets) største problem. Teaching for the test vil suge lærelysten endnu mere ud af eleverne.

Eleverne skal kunne bruge det, de lærer i skolen, til at håndtere deres livsmuligheder bedre – ikke kun om flere måneder eller år, men lige nu og her. Vi elsker at lære, når det giver mening både på vidensplanet (vi forstår) og på det personlige plan (vi anvender).

2. Op af stolen!

I begyndelsen var det – for os – væren, og først senere var det tænkning. Og når vi i dag kommer til verden og udvikler os, begynder vi stadigvæk med at være, og først senere tænker vi. Vi er, og derpå tænker vi, og vi tænker kun, for så vidt som vi er, eftersom tænkningen jo virkelig forårsages af eksistensens strukturer og funktioner.

Antonio Damasio: Descartes fejltagelse

For skolen har det aldrig været en selvfølgelighed, at kroppen leverer andet og mere end ilt og næringsstoffer til den hårdt arbejdende hjerne.
”Sidder du på dine ører?”
”Ja!” burde eleven svare. ”Jeg sidder på hele mit opleveapparat, ørerne, øjnene, næsen, tungen, hænderne, fødderne og deraf følger også min hjerne. Og jeg gør det, fordi skolen siger, jeg skal”.

Op af stolen! Brug kroppen og sanserne til at vække hjernen, tænde følelsernes blitzlys, så lærestoffet bliver spændende og ikke glemmes så let.

3. Giv udfordringer til alle menneskets læringssystemer! Gør skolen til et sted, hvor eleverne kan være dygtige på mange måder!

​Set i lyset af de 5 - 7 millioner år, der er gået siden mennesket som art blev udspaltet fra udviklingslinien, der førte til chimpanserne, er det historisk temmelig sent, at mennesket påviseligt tænkte abstrakt. Det gør vores forventning om, at vi først og fremmest lærer ved hjælp af sprog og abstrakt tænkning noget enfoldig.

Udeundervisningens helt store styrke er, at den tager menneskets særlige egenskaber for læring alvorligt ved kontinuerligt at stimulere såvel den tavse, umiddelbare viden som den sproglige, eksplicitte viden.

Theresa Schilhab

Skolen favoriserer de intellektuelle trækpapirer: de elever, der har let ved det sproglige og matematisk/logiske; de elever som  uden begejstring, udholder stillesidningen og den passive tilegnelse.

Dygtig i skolen skal være en oplevelse for alle elever. Dygtighed kan være at finde vej med kort og kompas, genkende dyrenes spor og lyde, manøvrere en kano, tilberede lækker bålmad, organisere en brobygning, regne træers højde ud, danse en flot regndans mm. Aktiviteter som også tager sproget i anvendelse, men på en anderledes måde end i skolen, mindre abstrakt og mere varieret.

4. Lad eleverne opdage, beslutte, planlægge, udføre og evaluere!

Til bevidstløshed hører eleverne ordet skal fra første skoledag til afgangsprøven. Skal er psykologisk dræbende – for nysgerrighed, initiativ, opfindsomhed engagement og refleksion. Verden falmer, hvis vi hele tiden får den udpeget, verden bliver spændende, når det er vores egen pegefinger, der er i aktion.

Jeg vil selv! Sådan vil vi det – hele livet. Vi kender tegnene hos os selv: Når vi selv efterspørger viden og selv vil træne færdigheder, er det en lystbetonet proces, der føles ligeså nødvendig som at spise og drikke.
Den nydelsesfulde arbejdsproces og læreproces har de samme fem faser:

Lad eleverne få lov til opdage problemer, beslutte at undersøge og gøre noget ved problemer, planlægge veje til målet, udføre planerne og vurdere og værdsætte den proces, de har været igennem, og det resultat, de har opnået.
Bland aktiviteter, hvor du retter elevernes opmærksomhed mod verden med aktiviteter, hvor elevernes spontane opmærksomhed får spillerum!

5. Hav store og realistiske forventninger til eleverne!

Det er måske et af barndommens største nutidsproblemer, at mange børn ikke mødes med forventninger om, at de kan udrette noget betydningsfuldt for dem selv og især for andre.
For spædbørn starter det gode liv med at kræve og få. Og her skal helst ikke være nogen smalle steder. De kan næsten ikke få for meget. Men det er en kæmpe misforståelse, at børn skal udsættes for denne altfavnende pylren, lige til de flytter hjemmefra. Sådan forhindrer man børn i at udvikle sig til rigtige mennesker. Og så galt står det til. Deres nutidsliv er sovset ind i omsorg og hygge. De pusles og pjevses og plejes og passes. Hvad har mor givet mig med på madpakke, og har hun husket at pakke mit gymnastiktøj? Hvornår får jeg min egen Ipad og et fjernsyn? Hvornår stiger jeg i lommepenge? Hvorfor er skolen så kedelig? Det er de eksistentielle problemer vores børn slås med.

Lær eleverne at gøre sig umage. Vær konkret og præcis i din feedback.

6. Dyrk fællesskabet!

”De sidste dage, da alle sad i deres kanoer, kom der et smil frem på alles læber. Det var lige som alle holdt sammen. Og jeg kan huske et tidspunkt, jeg sejlede foran alle andre og kiggede mig tilbage, jeg tænkte: Damn en dejlig klasse! Jeg tror aldrig, jeg har tænkt sådan om alle i klassen før. Der lærte jeg virkelig, at vores klasse var noget specielt for mig!”
Rie 9.x

Lad eleverne udrette noget for hinanden og andre! Skab et fællesskab i klassen, noget vi sammen kan være stolte af.

7. Brug fortællinger i undervisningen, men skru ned for formidlingen!

Tidligere holdt folk mange steder i landet mørkning eller skumringstime, hvor man sang og fortalte hinanden historier. I Grønland skulle man have den lange vinter til at gå, og en fortæller sluttede ofte sin historie således: “Det var så slut på denne historie, og nu er vinteren så meget kortere.”
Men gennem nogle generationer har vi givet køb på mundtlighed og fortælling og dyrket en skriftkultur, som i dag også har udviklet sig til en elektronisk kultur. Vi bombarderes af information og stimulation med den moderne teknologi, multimedier, lyd og billeder, og der opstår en længsel hos det moderne menneske efter noget autentisk og basalt i tilværelsen. Det kan opleves i den mundtlige fortællings uforudsigelighed, og den har samme fortryllende virkning på børn, unge og voksne.
Dorte Futtrup: Den mundtlige fortælling vender tilbage

Eleverne elsker og husker de gode fortællinger, men bliver trætte af lange forklaringer.

8. Giv tid og ro til fordybelse og eftertænksomhed!

Hvis der blev skruet lidt ned for de videnskabelige ambitioner, (…)  så blev der bedre tid i de små klasser til at komme rundt i verdens mange spændende kroge, og i de større klasser til at gå i dybden med ting og forstå dem. Alt i alt ville det føre til, at de faktisk lærte mere end nu, det er jeg sikker på. (…)
Moderne børn er sjældent alene. De stunder jeg husker fra min barndom, hvor jeg sad gemt i en hule i haven, pulterkammeret eller i toppen af et træ og kunne lade tankerne og fantasien få frit løb, dem har de ikke mange af. (…) Stilhed er en sjælden skat. Og den findes sjældent i et klasseværelse.

Kirsten Paludan: Skole, natur og fantasi

Uroen har sundheds- og indlæringsmæssige konsekvenser. Hjernen hævner sig, hvis den ikke får lov at slappe af. Negativ stress er blevet en folkesygdom, som også rammer flere og flere børn. Men allerede før stressen overbelaster vores biologiske forsvarsapparat og skaber sygelige tilstande, er vores læringsduelighed svækket.

Giv eleverne arbejdssteder, hvor der er ro. Lad dem arbejde i grupper, som ikke forstyrrer hinanden. Flyt en del af undervisningen ud i naturen!

9. Gør undervisningen afvekslende – skift scene, overrask og bevæg hinanden!

Det (lærestoffet) hænger simpelthen bedre fast, hvis det har nyhedsværdi, fordi nyhedsværdi aktiverer hippocampus, som igen er ansvarlig for at lagre information. Hvis rammerne altid er de samme, er sandsynligheden for at vi keder os og er uopmærksomme større.
(Christian Gerlach – Skolen i skoven)

Gør skolen til et sted, som åbner verden for eleverne i hele dens mangfoldige sanselighed.

Skolereformen

Den såkaldte normalisering af lærernes arbejdsforhold var tænkt som en fødselshjælper for skolereformen, men den har sandsynligvis den stik modsatte virkning. Især på et væsentligt punkt. Mange af de gode hensigter og mål i skolereformen om fx udeskole kræver væsentlig mere og ikke mindre tid til lærernes forberedelse.
Hvad gør vi så? Vi gennemfører den gode undervisning, så godt vi kan, indenfor de rammer vi har. Minder os selv om, at den gode undervisning kun kan virkeliggøres af lærere, som trives i deres job. Mistrives lærerne i skolen, mistrives eleverne og lærer for lidt. Alle nye tiltag i skolen burde tage deres udgangspunkt i den enkle sandhed.

Og så er der de indbyggede modsætninger i skolereformen. Det er svært at forestille sig, hvordan  skolereformens nye virkelighedsnære, handlings- og anvendelsesorienterede, kropslige undervisning får optimalt spillerum i en test- og målstyret skole.
Hvad gør vi så? Hvis vi som lærere støder på modsætninger i de forventninger og krav, der stilles til vores arbejde, må vi selvfølgelig lade vores sunde fornuft råde, vælge det som fungerer, det som får eleverne til at arbejde med motivation og engagement, det som eleverne udvikler sig og lærer mest af.

Broforbindelserne (synapserne) mellem dine 100 000 000 000 hjerneceller er lige nu ved at være alvorligt svækkede. Hjernecellerne har svært ved at tale sammen, fordi du har siddet stille for længe og læst. Du mangler nervetransmittere. Din krop og hjerne fortæller dig, at det er på høje tid, du rører dig.