KRITIK AF DEN LÆRINGSMÅLSTYREDE UNDERVISNING

Kære bloglæsere

Jeg har rigtig dårlig samvittighed over, at jeg ikke i lang tid har passet min blog her på Skoven i Skolen. Måske vil det hjælpe på kontinuiteten, hvis jeg begynder at skrive lidt kortere indlæg. Den lange pause skyldes nu mest, at jeg har haft voldsomt travlt med at skrive til lærernes digitale fagblad folkeskolen.dk om den læringsmålstyrede undervisning. En styring efter mange hundrede skrevne læringsmål, som lærerne, uden at være blevet spurgt, nu bliver tvunget til at gennemføre. Debatten handler om stort set alle de vigtige hv-spørgsmål, der kan stilles til undervisningen i folkeskolen.

• Hvorfor underviser vi?
• Hvordan motiverer vi eleverne?
• Hvad skal eleverne lære?
• Hvem vælger undervisningsmetoderne?
• Hvad sker der, når vi ofte måler og tester eleverne?
• Hvor er lærernes tid til at forberede spændende undervisning?

Når jeg har skrevet så kritisk om den læringsmålstyrede undervisning, er det bl.a. fordi jeg tror, at den vil komme til at gøre det meget sværere at lave udeskole og andre former for oplevelsesstærk, fælleskabsudviklende og meningsfuld undervisning. Derfor synes jeg også, det er relevant, at dele nogle udpluk af mine skriverier fra folkeskolen.dk her:

Den seneste fjerde artikel,  MÅLINGSSTYRET UNDERVISNING – DEN SYNLIGT BEDSTE DÅRLIGE UNDERVISNING, starter sådan:

"I forsommeren skrev jeg tre artikler på folkeskolen.dk om skadevirkningerne af den læringsmålstyrede undervisning, som nu indføres for at kvalificere danske elever til effektive og lydige borgere i konkurrencestaten. Det var vigtigt for mig dengang og i dag at pointere, at skadevirkningerne er dobbelte. Læringsmålstyret undervisning går lige så hårdt ud over elevernes læring som deres dannelse, hvilket ikke er spor overraskende, for når mennesker uddanner sig under optimale forhold er faglig dygtiggørelse og den enkelte elevs alsidige udvikling (folkeskolens formålsparagraf) vævet godt og grundigt og på smukkeste vis ind i hinanden. Det er derfor seriøst ufortjent, misvisende og defensivt at forære ordet læring væk til en måde at drive skole på, der både undergraver læring og dannelse (…)

Det giver antagelig teoretisk god mening at skelne mellem læring og dannelse. I praksis, i den undervisningsvirkelighed elever og lærere befinder sig i, bør det som oftest være umuligt at skelne mellem, hvornår der foregår faglig læring og alsidig personlig og social udvikling. Det er derfor forkert at gøre sammenstødet mellem den læringsmålstyrede undervisning og den fri nordiske skoletradition til en strid mellem læring og dannelse. Læringsmålstyret undervisning indebærer "teaching to the standards and tests", og eleverne skal ikke udsættes ret længe for den form for undervisning, før de (også) begynder at levere elendige lærings- og testresultater. Målstyringsfanatikernes desperate svar på uddannelseskrisen (som er global og ikke først og fremmest skyldes noget, skolen gør galt) er kontraproduktivt. Eleverne bliver simpelthen mindre dygtige og mere uvidende i en skole, der kræver kedelige fabrikslignende arbejds- og omgangsformer, som det moderne liv ikke har brug for og understøtter."

Du kan finde artiklen på Folkeskolen.dk.

Første artikel, VEJEN TIL SUCCES - MÅLUSTYRLIG UNDERVISNING, slutter sådan:

"Målstyringen vil standardisere en skole, der i forvejen er alt for industrielt tilrettelagt og gøre den endnu mere kedelig. Men kedsomheden i skolen er faktisk ikke længere noget, vi behøver anstrenge os for at minimere, ikke hvis man skal tro den læringsmålsstyrede UCC- konsulent. Hun kritiserede også lærerne for at lade deres undervisning styre af oplevelser, emner og aktiviteter. Vi går simpelthen for højt op i at gøre undervisningen spændende, motiverende og umiddelbart engagerede. Alt det bliver unødvendigt i den test- og målstyrede skole, hvor kontrol og selvkontrol er indbygget i læringsmålsarkenes farvelagte barometersøjler. Pædagogik bliver umoderne.

Kedsomhed er fravær af meningsfylde og glæde. Kedsomhed slukker elevernes opmærksomhed. Men det er ikke det værste. Hvis man skal tro de hjerneforskere, som udtaler sig i den canadiske dokumentarfilm, Er kedsomhed lig med stress, af Albert Nerenberg, så er langvarig kedsomhed ikke kun indirekte fordummende, men stressfremkaldende og dermed skadelig for vores hjerner.

Om dette og meget andet handler mit næste indlæg (og jeg glemmer naturligvis ikke den overraskende forklaring på min klasses flotte præstation i den nationale læsetest)."

Du kan finde artiklen på Folkeskolen.dk her.

I den anden artikel, ”BUT WHY? YOU HAVE GOT GRUNDTVIG!” skriver jeg bl.a.:

"Nu skal vi tilbage til kedsomheden. Den canadiske dokumentarfilm, Er kedsomhed lig med stress? (Originaltitlen er Boredom) hævder, at skoler over det meste af verden i større eller mindre grad institutionaliserer industriel kedsomhed. Man tager børn fulde af energi og nysgerrighed og placerer dem ved et bord i et uinspirerende miljø time efter time. Børnene styres af uret og klokken. De skal helst være stille. Latter er et problem, selvom det er noget af det mest stimulerende for hjernen. Børnene får korte pauser. De udsættes for mange gentagelser, hvilket er kedsomhedens anden lov. De konkurrerer med hinanden, hvilket fremmer følelsen af isolation og ensomhed.

Det, børnene bliver bedst til i skolen, er at sidde på stolen. Men hjernen bliver doven, når vi sidder. Blodomløbet i lillehjernen mindskes, når vi ikke bevæger os, og lillehjernens tilstand påvirker alle funktioner i pandelappen. Så langt, intet nyt - vi bliver mentalt trætte af at sidde for længe. Det nye er i følge forskere fra University of Waterloo i Canada, at kroppen, når den udsættes for langvarig kedsomhed producerer kortisol. Et stresshormon, som i store mængder og ved varig påvirkning får vores hjerneceller i hippocampus til at skrumpe og blive skadet så meget, at det går ud over indlæringen, hukommelsen, koncentrationen og i sidste ende humøret."

Du kan finde artiklen på Folkeskolen.dk.

I den tredje artikel, MÅLUSTYRLIG UNDERVISNING “VI FØLER, DERFOR LÆRER VI!” skriver jeg bl.a.:

"Lidt længere fremme vil jeg bl.a. på baggrund af erfaringerne fra naturklassen prøve at formulere nogle bud på en fremtidens skole. En skole, hvor Lov 409 er smidt på historiens mødding, og test- og læringsmålstyret undervisning kun forekommer ved sjældne lejligheder, som undtagelser og overraskelser, der gør hippocampus nysgerrig. Først skal vi gøre de for læringen så livsvigtige følelser færdige med et lille eksperiment:

Prøv at lave en liste over dit livs (og din skolegangs) største, mest meningsskabende, erkendelsesudvidende og identitetsstyrkende oplevelser. Hvor mange af dem var udelukkende eller bare i overvejende grad kognitive og rationelle? Hvor mange af dem involverede i høj grad din krop, dine følelser og relationerne til andre?
Her er en af mine skelsættende oplevelser:

Da vores bog om skolen i skoven udkom i september 2007 roede jeg rundt blandt hvidsidede stillehavsdelfiner, spækhuggere og pukkelhvaler i en kajak ved Vancouver Island i British Columbia, Canada. En dag trak vi kajakkerne op på stranden af den lille ø, Village Island, hvor Kwakwakawaka indianerne havde haft deres boplads og potlatchfester. Stedet var noget af det tætteste, man kommer på paradis. Vi spiste os en mavepine til i brombær og blommer fra indianernes haver, som nu voksede frodigt og vildt sammen med skoven.

På vej til en tilgroet kæmpetotem med motiver af ulv, bjørn, ravn og spækhugger viste Kate, vores canadiske guide, os det, som mere end noget andet havde fået indianerne til at flygte. En skole! (…)

For de fleste vil tanken om, at deres skoleliv skulle bidrage til listen over livets eksistentielle og erkendelsesmæssige highlights, nok forekomme grinagtig. Og dog.  Skolen har måske lagt bygninger eller omgivelser til den første hjertebankende forelskelse. Men er det utænkeligt, at det kunne blive anderledes, at skolens indretning og undervisningsmetoder og de aktiviteter og oplevelser, som skolen sætter i værk, kunne kandidere til at snige sig ind på listen over vores livs højdepunkter?"

Du kan finde hele artiklen på Folkeskolen.dk.