Tangchips

Høst tang ved havet - og kog eller steg tangchips over bål.
Udeskolepige steger og andre peger. Foto: Andreas B. Elkjær.

 

Kort om tang

Vi har 400 arter af tang i Danmark – og de fleste er spiselige. Savtang, blæretang eller klørtang er lette at kende og gode at starte med.

Høst tang

Høst tang på 1/2 meter rent vand, så du er sikker på, at den er frisk. Tag kun tang, som sidder hæftet fast til sten – ikke gammel tang, som flyder i vandet eller ligger på stranden. Tang er levested for dyr, så høst forsigtigt. Pluk eller klip mindre dele af løvet, men tag ikke hele tangplanter.

Sådan gør du

Klip forsigtigt 5 – 10 cm af spidserne af tangen og læg dem i en kurv eller bøtte.

Rens din tang i saltvand og dup den tør med et viskestykke eller køkkenrulle. Så sprutter den ikke, når den kommer i olien. 

Prøv at smage på den friske tang. Hvordan smager den?

Klip tangen i chips-store stykker. Sæt en gryde eller en pande med lidt olie på bålet. Varm forsigtigt olien op – og kom tangstykkerne ned i olien. Steg i cirka 5 minutter til dine tangchips er sprøde – og læg dem til tørre på et stykke køkkenrulle. 

Læg mærke til, at tang ofte skifter farve til mere grønt, når det bliver stegt.

Tangchips behøver ikke salt. 

Tangchips på trangia. Foto: Andreas B. Elkjær.