I Slovenien undervises alle børn ude

Slovensk friluftsliv
Man siger, at man altid kan kende en Slovensk bil på at den har holdere til mountainbikes bagpå, kanopadler i bagagerummet og ski på taget. Friluftsaktiviteter er en stor del af selvforståelsen i det lille naturrige centraleuropæiske land. Folk i Slovenien lever efter, at ophold i naturen har positive effekter på både vores fysiske og mentale helbred, på vores følelse af at høre til og på vores trivsel.
Det ved vi også i Danmark, og alligevel opholder vores skolebørn sig for en stor del af tiden inde. Måske fordi vores forestillinger om skole og læring traditionelt set er knyttet til et sted, klasseværelset, og til indendørs undervisning.
Aktivitetsdage og lejrskoler
Da Slovenien som ny nation blev oprettet i 1991, skulle skolesystemet gentænkes. I dag har alle skoler 15 skoledage hvert år som aktivitetsdage, der efter skolens ønske kan anvendes til fx kulturbegivenheder, sport eller lejrskole. Det er obligatorisk, at alle elever i løbet af deres skolegang kommer mindst to gange på lejrskole, men langt de fleste kommer oftere, nogle klasser endda hvert år – somme tider på sommerture med fx kanosejlads, bjergklatring, cykling og vandring, somme tider med 3-5 dage på ski.
Dette kan skolerne selv arrangere, men mange anvender en af de 25 statsstøttede "Center solskih in obsolskih dejavnosti" - "Skolenkolen i Naturen" centre. Da Slovenien blev selvstændigt, stod der tomme militærbarakker fra det tidligere Jugoslavien tilbage. Disse barakker blev omdannet til naturcentre for skoleelever. På centrene er der 3-4 sengs stuer, kantine med personale og professionelle natur-undervisere. Centrene ligger fordelt i forskellige naturtyper, så elevernes lærere kan vælge det sted, der passer bedst ind i det eleverne skal lære.
Shining star of our educational system
Er det ikke dyrt? Jo, det er det. Centrene finansieres igennem 4 søjler, hvoraf selve statsstøtten til centrenes drift er langt den største, ministeriet betaler en del, skolerne lægger selv i for de ubemidlede elever og så er der en mindre forældrebetaling.
Er Slovenien da et særligt rigt land? Ja, det er det globalt set, men det kommer slet ikke i nærheden af Danmark, der har langt højere bruttonationalprodukt og langt lavere gæld.
Men på grund af, eller på trods af faldende PISA resultater satses der i Slovenien stadig på at transformere viden til færdigheder, og at give alle ca. 200.000 elever, fordelt på ca. 820 skoler muligheder for at leve og opleve i naturen, for at styrke deres trivsel, færdigheder og viden. Sandi Vrabec, der er Head of the Basic Education Department sagde i September, at "School in Nature is the shining star of our educational system". Det er noget der virker.
Styrk børns liv i naturen
Det kan godt være, at skandinaver lever det nordiske friluftsliv og går i fjellräven på arbejde, men vi kan og skal godt gøre mere for på strukturelt niveau at styrke skoleelevers muligheder for at være, og lære, i naturen.
I dag opruster vi i Danmark, men jeg glæder mig til den dag hvor vi også kan bygge nye centre eller omdanne brugte barakker til lejrskoler, og tør prioritere midler til at alle elever, flere gange i løbet af deres skoletid, kan opleve at gå i skole i naturen.
Andre blogindlæg af Karen Barfod