Udeskole som en gennemgribende forandring af folkeskolen

Det er tid til en stille revolution. Vent ikke på politikerne. Gå selv i gang med at udvikle gode ideer og vaner for udeskole på din skole. I din egen takt. Med en kadence, som passer jeres virkelighed.
Bliv Skjoldunge-børn ved Tadre Mølle. Foto: Andreas B. Elkjær.

Fremtidens skole

På folkemødet om uddannelse - uddannelsesdebatten.dk - i september 2023 debatteredes fremtidens skole. Skoleelever, læringsforskere, skoleudviklere og politikere pegede alle på, at folkeskolen bør vandre bort fra målstyringen og frem mod mere dannelsesorienterede retninger med plads til kreativitet i lærerens arbejde, fordybelse, plads til mange forskellige elever og - mere tid ude. Louise Klinge, der forsker i folkeskolen og elevernes behov, sagde direkte, at alle elever burde have en hel dag i naturen om ugen. Ind i busserne med dem og ud blandt skove og landbrug i det danske landskab (Se selv 5 timer og 4 minutter inde i denne livestream: https://www.youtube.com/watch?v=VtkedOpYWLI&t=20586s). 

Vi kan ikke vente på politikerne

Men holdt - så skal der jo ekstra lærere med, flere forberedelsesressourcer, penge til busser og mere tiltro til lærerens professionalitet. Ting det godt kan stå lidt svagt med indimellem i en skolehverdag. Så tanken om helt at reformere skolesystemet fra top til bund og skaffe midler, overskud og tid til mange skovdage kan være så ambitiøst, at skoleledere og kommuner der faktisk synes selve visionen er god ikke kommer igenenm budgetter og regler. Men som der blev sagt ved en af debatterne: Vi kan ikke vente på politikerne, vi må selv gøre noget nu.

En stille revolution

Planen kunne være, at vi i mange fag, blandt lærere og pædagoger, starter den stille revolution. Inden for de rammer, der allerede er. At vi får en eller to gode ideer eller forløb, fx fra skoven-i-skolen.dk, udvikler lidt på dem og prøver dem af. Ikke nødvendigvis hele tiden og for fulde damp - men indimellem, måske to gange om året. Og så får vi og kollegaerne erfaringer med at bruge hjørnerne af skolens matrikel, hullet bag idrætsanlægget eller den nybyggede bålhytte til skønne oplevelser og læringsaktiviteter i vores egne fag. 

Og når vi har brugt ekstra energi på at få det til at fungere, så prøver vi igen - næste år, med nye børn. Og langsomt opbygger vi erfaringer, ideer og vaner med at bringe dele af undervisningen ud af klasserummet, og det samme gør eleverne. På den måde får vi en mere varieret skoledag, med mere bevægelse og andre læringsmuligheder for eleverne. 

For vi kan ikke vente på politikerne, vi må selv gøre noget. Nu.

Alle skribenter

Andre blogindlæg af Karen Barfod

Viser  ud af